Hver anden virksomhed er i låneproblemer

Planerne er på plads. Lysten til at investere er der. Men banken har smækket kassen i.

Det har gennem det seneste år været virkeligheden for hver anden danske virksomhed, viser en undersøgelse fra Dansk Industri.

Undersøgelsen bliver tirsdag præsenteret på Dansk Industris topmøde i København, hvor blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen skal diskutere jobskabelse i Danmark.

Og ifølge Dansk Industri er virksomhedernes problemer med at skaffe lånefinansiering en hæmsko for at få flere hænder i arbejde.

- Jeg vil ikke sige, at problemet med lånefinansieringen i sig selv er ukendt for os. Men omfanget af det er uhyggelig læsning, siger underdirektør i DI, Kent Damsgaard, til Ritzau.

DI's undersøgelse er foretaget blandt næsten 2000 virksomheder, og det er første gang, at Dansk Industri gransker området til bunds.

- Det uhyggelige består i, at vi ikke får sat gang i jobskabelsen, når vi ikke får investeret nok. I dag er det jo sådan, at værdien af de danske virksomheders produktionsudstyr falder, fordi der ikke bliver investeret nok, og det er den forkerte vej at gå, siger han.

Han mener, at en løsning er at åbne op for, at virksomhederne kan lånefinansiere uden om bankerne.

- Der er behov for en bred løsning, og erhvervsobligationer kunne være en mulighed for et alternativ til bankfinansiering, siger Kent Damsgaard.

Dansk Industris topmøde er årets største erhvervspolitiske begivenhed med op mod 1.100 deltagere. Topmødet handler om, hvordan der i fremtiden kan skabes 175.000 nye private arbejdspladser.

Dagens Gossip