"Hver eneste højresvingsulykke er én for meget"

Skrevet af Kirstine Petersen

07/10/2015

Mest læste i dag

På ti år er 50 cyklister blevet dræbt i højresvingsulykker. 114 er kommet til skade og 35 sluppet med lettere skader.

Hver eneste uheld er et for meget, lyder det i dag fra Rådet for Sikker Trafik.

Rådet har derfor startet en kampagne i samarbejde med en lang række organisationer og offentlige mydigheder, som alle vil ulykkerne til livs.

- Antallet af højresvingsulykker med cyklister er faldet over årene. Men hver ulykke er én for meget, og derfor er det vigtigt at blive ved med at minde om, hvordan vi kan undgå de her meget voldsomme ulykker, siger Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik.

Hver femte i en ny undersøgelse blandt 1038 cyklister svarer at dét, som gør dem mest utrygge i trafikken, er højresvingende lastbiler. Selvom tallene for dræbte i højresvingsulykker er faldende, har cyklisterne god grund til at frygte netop lastbilerne, lyder det fra parterne. 

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har analyseret en række højresvingsulykker. Analysen viser blandt andet, at lastbilchaufførerne i alle ulykkerne havde mulighed for at se cyklisterne, men at de ikke havde orienteret sig godt nok, inden de svingede til højre.

Chauførrerne har dermed et ansvar for at holde bedre øje, når de svinger til højre. Omvendt har cyklister også et medansvar for at holde øje med biler, der svinger til højre, lyder rådene i kampagnen.
Rådene til cyklister lyder dermed:

- Hold øje med højresvingende lastbiler, når du nærmer dig et kryds
- Kør først frem, når du har sikret dig, at lastbilen holder stille
- Hvis du ikke er sikker på at lastbilen holder tilbage, så stop selv
- Det farligste sted at være for dig, er tæt på lastbilens forhjul lige, når den skal svinge. Hold derfor afstand til forhjulet.

Rådene til lastbilchauffører er:

- Indstil dine spejle korrekt: Lastbilen må fylde max 1 cm i spejlet
- Hold spejle og ruder rene
- Fjern alle genstande, der tager udsyn fra ruderne (skærme, gardiner, vimpler)
- Hav fuld opmærksomhed på trafikken, når du skal svinge• Vær særligt opmærksom på, at der ikke er cyklister omkring dit højre forhjul, lige før du svinger.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: