Hver femte dansker har allerede købt julegave på nettet

Skrevet af Elo Christoffersen

30/11/2013

Dagens topnyheder

Mange spår, at julesalget i år vil nå nye rekorder, og særligt e-julehandlen vil opleve en markant stigning.

En ny undersøgelse fra Post Danmark viser, at 795.000 danskere i alderen 15-79 år allerede ugen inden første december har købt julegaver online. Og det er primært varer som tøj, børneudstyr og legetøj, som danskerne har handlet på nettet.

- Danskere vælger i stigende grad at handle deres julegaver foran computeren og få dem leveret direkte til døren af deres postbud eller til et afhentningssted i nærheden af deres bopæl, fortæller Morten O. Nielsen, der er Kommunikationschef hos Post Danmark.

Hos Post Danmark forventer man, at årets julesalg på nettet vil overgå sidste års pakkerekorder.

- Med spændende tiltag som Black Friday bliver det kun endnu mere interessant at lægge sine køb på nettet ved juletid. Sidste år oplevede vi pakkerekorder ved julen med cirka to millioner forsendelser fra nethandlen i ugen op til jul. I år forventer vi en markant stigning på den samlede nethandel i december, fortæller Morten O. Nielsen.

Om danskernes juleindkøb på nettet

- 20 pct. har allerede købt julegaver på nettet

- Syv pct. har købt alle deres julegaver på nettet

- 21 pct. af kvinderne har allerede købt julegaver på nettet, mens det samme tal for mænd er 19 pct.

- De julegaver som danskerne køber på nettet er tøj (25 pct.), børneudstyr (22 pct.), legetøj (19 pct.), bøger (17 pct.) og Blu-ray og DVD-film (16 pct.)