Hver fjerde chef: Nødvendigt med grænser for brug af Facebook

Meget snak i telefonen og sludren ved kaffemaskinen er blevet afløst af medarbejdernes besøg på sociale medier i arbejdstiden. Men ikke alle medarbejdere kan administrere friheden til at lægge vejen forbi Facebook, mens de er på arbejde.

Det sociale medie Facebook bruges stadig på langt de fleste arbejdspladser, men mange chefer mener det er et problem.

Facebook er simpelthen en tidsrøver, og den stjæler den dyre arbejdstid.

Det er en undersøgelser fra Lederne der viser, at næsten en fjerdedel af lederne, nemlig 23 procent, har oplevet tilfælde, hvor de har følt det nødvendigt enten at sætte grænser for eller føre kontrol med medarbejdernes brug af sociale medier.

Samtidig viser undersøgelsen, at kun en tredjedel af virksomhederne, 33 procent, har formuleret etiske retningslinjer for, hvad medarbejderne må og ikke må, mens de i arbejdstiden er logget på de sociale medier.

- Sociale medier og især Facebook er vokset med en eksplosiv kraft, og det er tydeligt, at der hersker en vis usikkerhed blandt både virksomheder og medarbejdere i forhold til mediernes muligheder og udfordringer. Når et så forholdsvis stort antal ledere har følt det nødvendigt at sætte grænser for og føre kontrol med medarbejdernes færden på sociale medier, understreger det først og fremmest behovet for at melde virksomhedens holdninger på området klart ud.

- Meget kontrol kan givetvis helt undgås, hvis alle kender virksomhedens retningslinjer, siger Helle Bruun Madsen, der er ledelsesrådgiver hos Lederne.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.769 ledere og offentliggøres i sin helhed senere på sommeren.

Dagens Gossip