Hver fjerde leder oplever mobning

Der er larmende tavshed, når du træder ind i frokoststuen, og ingen inviterer dig med ved bordet.

Det er hverdag på mange arbejdspladser. Faktisk oplever hver fjerde leder, at en eller flere medarbejdere bliver mobbet, viser undersøgelse fra interesseorganisationen Lederne ifølge Søndagsavisen.

Og det ærgrer arbejdsmiljøchef hos Lederne, Lars Andersen, der dog glæder sig over, at problemet er blevet mindre de senere år.

- Jeg tror, der er kommet langt mere opmærksomhed på det her med mobning på arbejdspladser. Derfor er man også blevet langt bedre til at skride ind over for det, siger Lars Andersen til Newspaq.

For fem år siden oplevede 40 procent af lederne, at en medarbejder blev udsat for mobning, mens tallet altså nu er nede på 25 procent.

- Jeg tror, det er et resultat af en fælles indsats fra både ledere og medarbejdere. Ingen har jo interesse i det her med mobning. Mobning går jo ganske hårdt ud over den enkelte, over kollegaer og arbejdspladsen, siger Lars Andersen.

Men hvis tallet skal endnu længere ned, så skal lederne og virksomhederne blive endnu bedre til konflikthåndtering, mener arbejdsmiljøchefen.

- I nogle virksomheder opfatter man stadig konflikter som negativt. Og det er det ikke nødvendigvis. Og jeg tror lige præcis den situation, hvor man ikke er i stand til at håndtere de konflikter, der altid vil opstå, på en ordentlig måde, så er risikoen der for at det udvikler sig til mobning, siger Lars Andersen.

Dagens Gossip