Hver fjerde præst er imod abortloven

Mens blot seks procent af befolkningen er imod abortlovgivningen, der giver kvinder ret til fri abort indtil 12. uge, så er tallet over 25 procent for præster. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Kristeligt Dagblad.

Sognepræst Christine Gjerris fra Hellerup Kirke mener, at forskellen skyldes præsternes opfattelse af menneskeliv.

»Jeg tror, det største skel er, at befolkningen mener, at abort er et etisk problem, mens jeg og mange præster tænker, at det er et sjælesørgerisk problem. Et etisk problem handler om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, mens sjælesorg handler om, at folk skal tages alvorligt,« siger Christine Gjerris til Kristeligt Dagblad.

»Når vi siger, at menneskeliv begynder ved undfangelsen, kan vi også tage en kvindes sorg alvorligt, når hun aborterer spontant tidligt i graviditeten. For nogen er det en enorm stor sorg,« siger hun.

Det er i den forbindelse opfattelsen hos 59 procent af præsterne, at menneskelivet begynder ved befrugtningen, mens kun 17 procent i den brede befolkning deler den holdning. Samtidig siger 65 procent af præsterne dog, at selvom abort er et etisk problem, så er alternativet i form af et forbud et endnu større problem. I befolkningen mener 23 procent det samme.

Blandt præsterne mener omkring hver ottende - 13 procent - at abort bør være ulovligt uanset omstændighederne.

»Det er forkert at hylde den provokerede abort som løsning på kvinders rettigheder. Et menneskes rettigheder kan aldrig være baseret på et andet menneskes tab af rettigheder. Problemet løses ikke ved at erstatte uretfærdigheden med en ny og mere grufuld, nemlig barnemordet,« siger Hans-Ole Bækgaard, der er formand for Indre Mission og en af de præster, der vil af med den fri abort, til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst Christine Gjerris mener, at den holdning, som hver ottende af hendes kollegaer har, er et problem.

»De præster er meget fordømmende over for provokeret abort. Det er slemt, for de anerkender ikke de enormt store problemer, som mange kvinder har, når de vælger at få en provokeret abort. Der ligger tunge overvejelser bag,« siger hun.

Dagens Gossip