Hver ottende i verden lider af sult

Det konkluderer FNs fødevareorganisation FAO i den årlige rapport om sult i verden. Rapporten konkluderer, at 842 millioner mennesker i perioden 2011-2013 lider af underernæring.

Antallet af kronisk sultne er faldet godt to procent fra 868 millioner underernærede i perioden 2010-2012 til nu 842 millioner.

De fleste sultne findes ifølge FN-rapporten i udviklingslande. Især det afrikanske kontinent er hårdt ramt, og her lider hvert femte menneske af underernæring.

Der er dog også fremgang at spore, især i Latinamerika og det østlige Asien, hvor antallet af personer, der lider af kronisk sult, er faldet fra 31,1 procent til 10,7 procent.

Hvis man går 20 år tilbage, er der sket store forbedringer. I 1990-1992 var det totale antal underernærede mennesker i udviklingslande knap en milliard mennesker. Tallet for underernærede i udviklingslande er siden faldet 17 procent til 826 millioner mennesker, oplyser FNs fødevareorganisation.

FN har sat som mål, at antallet af personer, der lider af sult, skal være halveret i 2015.

Rapporten fra FN understreger, at økonomisk vækst er afgørende for at nå målet, fordi det skaber job og velstand, som er forudsætningen for at udrydde sult.

FN-rapportens konklusioner og anbefalinger skal diskuteres af regeringer og organisationer ved et møde i Rom 7.-11. oktober.

Dagens Gossip