Hver sjette asylansøger sigtet for kriminalitet

De sigtede asylansøgere er ikke nødvendigvis skyldige. Den seneste opgørelse over fældende afgørelser er fra 2011, og her fik cirka 10 procent af asylansøgerne en dom eller en bøde især for tyveri, overtrædelser af færdselsloven og vold. For danskere var tallet tre procent.

Flere ledere af asylcentrene peger på, at noget af kriminaliteten skyldes fattigdom - for eksempel stjal en moder i Hanstholm tøj til sine børn - men der er også mere organiseret kriminalitet.

Her er problemet koncentreret om asylansøgere fra Nordafrika eller tidligere Østbloklande, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten, og et nordjysk asylcenter indberettede for eksempel ved årsskiftet, at der kan være problemer med personer fra det tidligere Sovjet, for de »stjæler systematisk, alt hvad de kan komme i nærheden af, da de ved, at konsekvenserne er små eller nemt overskuelige«. I en anden sag er en gruppe asylansøgere fra Balkan sigtet for 70 indbrud og to hjemmerøverier.

Dansk Flygtningehjælp finder kriminalitet uacceptabelt, men asylchef Eva Singer peger på, at nogle af ansøgerne kommer fra lande, hvor der er høj kriminalitet, da den almindelige samfundsstruktur er brudt ned. Desuden kan det give problemer, hvis folk sidder længe i et asylcenter, siger hun til avisen:

»Jo mere nedbrudt, man bliver, jo større er risikoen nok også for, at man bryder loven«.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), vil have undersøgt, om kriminalitet i højere grad kan trække ned i asylvurderingen.

»Hvis man kan sende en pose tyvekoster hjem, er man så reelt forfulgt?« spørger han.

Ifølge justitsminister Morten Bødskov har regeringen iværksat »en hel række initiativer«, herunder øget politiindsats og hurtigere hjemsendelse, der ifølge ham vil mindske problemet.

Dagens Gossip

Dagens TV