Hver syvende vælger har stemt klokken 10

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

En time efter at valglokalerne landet over slog dørene op, har 14,9 procent af danskerne været henne og sætte deres kryds til folketingsvalget for at være med til at bestemme, hvem der skal regere landet i den kommende valgperiode.

Det er en ganske lille stigning i forhold til valget i 2011, hvor 14,7 procent havde stemt på det tidspunkt.

Det viser et rundspørge, som Ritzau har foretaget i kommuner og på valgsteder, der tilsammen repræsenterer 193.779 vælgere.

Brevstemmerne er på alle valgsteder talt med fra morgenstunden. Og alle steder meldes om et større antal brevstemmer end ved det seneste folketingsvalg.

Det tyder på, at vælgerne ikke har været så ivrige efter at komme tidligt hen på valgstederne, siger valgforsker, professor i statskundskab Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.

- Der plejer normalt at være tryk på i den første time. Så når antallet af brevstemmer er steget, så tyder tallene på, at lidt færre har været henne og sætte deres kryds fra morgenstunden, siger Kasper Møller Hansen.

- Der er rigtig, rigtig mange, der endnu ikke har sat deres kryds. Derfor kan kandidaterne endnu nå at påvirke situationen, siger han.

Og der er stadig mange tvivlere, som endnu ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. En måling, som Voxmeter foretog for Ritzau onsdag eftermiddag og aften, viser, at hver femte endnu er i tvivl.

Kommuner og valgsteder i hele landet har oplevet en stigning i antallet af brevstemmer.

I Halsnæs Kommune er de 1633 brevstemmer i 2011 vokset til 1890 denne gang. Til gengæld lå den samlede stemmeprocent uændret på 14,9 lige som sidst.

I Lyngby-Taarbæk er antallet af brevstemmer vokset fra 3495 til 3782. Her lå stemmeprocenten torsdag morgen på 17,2 mod 16,5 ved valget i 2011.

På Sønderbro Skole i København er antallet af brevstemmer vokset fra 1104 til 1264. Stemmeprocenten lå her 15,8 mod 16,1 sidst.

Ved folketingsvalget i 2011 endte den samlede valgdeltagelse på 87,7 procent. Her endte andelen af brevstemmer på 7,7 procent.

/ritzau/