Hver tredje dansker: Valgplakater er grimme at se på

Skrevet af admin

26/10/2013

Mest læste i dag

Valgplakater er gammeldags, grimme, formålsløse og de ødelægger gadebilledet.

Sådan svarer omkring hver tredje dansker i en ny undersøgelse fra KMD Analyse blandt 2000 danskere på 18-70 år i Userneeds panel.

De negative meninger om valgplakater er afgivet kort før, at danskerne skal se på plakatfulde lygtepæle i ugerne op til kommunal- og regionsvalget 19. november.

Helt præcist svarer 4 ud af 10 i undersøgelsen, at valgplakater er gammeldags. Det er topscoren efterfulgt af seks svarmuligheder, der alle får omkring 30 procent i undersøgelsen.

Fire af de seks svar er negative overfor valgplakater, da de enten siger, at plakaterne er formålsløse, grimme, forurener eller ødelægger gadebilledet.

To af de seks er positive, og omkring hver tredje dansker mener altså også, at plakaterne giver dem kendskab til kandidaterne og er en god tradition.

Om danskerne kan lide det eller ej, så vågner vi lørdag op til dinglende ansigter, da kampen om de bedste pladser gik i gang ved midnat. Og noget tyder på, at der i år kommer flere plakater end nogensinde før.

Siden det sidste kommunalvalg i 2009 er reglerne for politikere i lygtepæle blevet ændret. Der er nu frit spil for, hvor mange plakater hver kandidat må hænge op.

Lasertryk.dk er landets største leverandør af valgplakater, og direktør Anders Grønborg melder om 150.000 trykte valgplakater. I 2009 røg kun 69.000 plakater igennem trykken, oplyser P4 Nordjylland.

18 procent svarer i undersøgelsen, hvor det har været muligt at sætte flere krydser, at valgplakater helt skal forbydes. Kun otte procent siger, at plakaterne får dem til at stemme, mens fire procent siger, at valgplakaterne påvirker, hvem de stemmer på.

/ritzau/