Hver tredje svensker: Samarbejdsaftale er udemokratisk

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

En ud af tre svenskere anser den ny samarbejdsaftale om statsbudgettet mellem Sveriges regering og den borgerlige opposition for udemokratisk.

Det viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Sifo for Sveriges statslige tv, SVT.

34 procent af de adspurgte svenskere svarer, at aftalen er udemokratisk. Samtidig lyder det fra 28 procent af vælgerne, at regeringens og oppositionens beslutning er forkert.

Til sammenligning har omkring halvdelen af de adspurgte den modsatte holdning. 47 procent mener, at beslutningen er demokratisk, mens 56 procent svarer, at samarbejdsaftalen er den korrekte beslutning af politikerne.

Lørdag blev et nyvalg i marts aflyst, da regeringen med statsminister Stefan Löfven (S) i spidsen annoncerede, at man er blevet enig med oppositionens borgerlige partier om en aftale, der muliggør et samarbejde om finansloven uden om Sverigedemokraterna.

1249 svenskere er blevet interviewet i undersøgelsen, og Sifos opinionschef, Toivo Sjörén, vurderer, at befolkningens mening kan vise sig at blive positiv for Sverigedemokraterna.

- Hvis der er så mange, som synes, at det er udemokratisk, så ender partiet måske i den politiske position, som de selv ønsker, siger Sjörén til SVT.

Ved en afstemning i begyndelsen af december, hvor regeringens finanslov faldt, stemte det indvandrerkritiske højrefløjsparti, Sverigedemokraterna, først på sit eget forslag og derefter på et forslag fra de borgerlige partier i Alliansen.

Det førte til, at regeringens finanslov faldt, og Löfven måtte annoncere et nyt valg bare 62 dage efter at have fået posten som statsminister.

Siden har regeringen og oppositionspartierne dog ført hemmelige forhandlinger om, hvordan nyvalget kunne forhindres.

Sverigedemokraterna har fået øget opbakning hos vælgerne i de seneste meningsmålinger. Derfor kom nyheden om samarbejdet på tværs af de politiske fløje ikke bag på partiet.

- Sverigedemokraterna ville have været det eneste parti, som ville være gået frem ved et nyt valg, sagde den sygemeldte partileder Jimmie Åkessons stabschef, Linus Bylund, til Aftonbladet lørdag.

/ritzau/