Hver tredje synes kæresten snakker for meget

Snakker din kæreste, kone eller mand for meget?

Det problem kan hver tredje nikke genkendende til, viser en meningsmåling foretaget af YouGov for metroXpress.

Men hvornår snakker man for meget - og hvordan finder man selv ud af det, før ens partner bliver træt af det? Vi har spurgt coach Mette Haulund, der er stifter af parforholdsraad.dk, om ja - et råd om parforhold.

- Det handler oftest om, at der bliver snakket for meget på en negativ måde med anklager og beskyldninger om, hvad der er galt. Og der bliver ikke fundet nogen konklusioner eller løsninger, men snakken bliver ved med at handle om det samme igen og igen, forklarer hun.

Og grænsen for, hvornår mundtøjet er blevet for velsmurt, er flydende.

- Men det er altid at tale for meget, når man glemmer at lytte til den anden, og når man glemmer at lægge mærke til reaktioner fra den, man taler til. For alle mennesker vil gerne fortælle. Der skal bare være plads nok. Og hvis man er den talende type i parforholdet, så skal man ikke tro, at den mere tavse type ikke også har brug for at tale, siger hun til metroXpress.

I meningsmålingen er det næsten lige mange kvinder og mænd, der svarer, at partneren taler for meget. Og Mette Haulunds erfaring er, at mændene typisk mener, at kvinderne taler for at nå frem til en konklusion, og at talestrømmen derfor kan blive for meget, fordi nogle mænd ikke er klar til at give deres besyv med, før de selv har konklusionen klar.

Kilde: MetroXpress

 

Dagens Gossip