Hver tredje virksomhed siger ja til akutmøde

Døren står åben og kaffen er klar i hver tredje af de virksomheder, som bliver ringet op og opfordret til et møde i forbindelse med akutpakken.

Indtil videre har 5.500 virksomheder sagt ja tak til et uforpligtende møde om job til de langtidsledige på vej ud af dagpengesystemet. Og dermed ser det ud til, at målet om 7.800 møder inden udgangen af januar bliver nået.

- Vi kan indtil videre se, at virksomhederne gerne vil spille med og viser velvilje over for de ledige, der er ved at opbruge deres dagpengeret, og de tager ligeledes et ansvar for at skabe flere synlige jobåbninger, siger vicedirektør Merete Bingen-Jakobsen fra beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland til Newspaq.

De fire beskæftigelsregioner har hyret et phonerfirma til at finkæmme CVR-registret for firmaer, der kunne tænkes at have job til de ledige, som falder for halveringen af dagpengeperioden efter nytår. Og målet var, at hver sjette opkald skulle resultere i et møde. Det mål er nu dobbelt indfriet.

Til gengæld eksisterer der intet officielt mål for, hvor mange af de i alt 7.500 akutjob, som regeringens pakke sigter mod, der skal skaffes gennem phoner-kampagnen.

- Vi har bevist ikke sat et mål, fordi man kan risikere, at folk stopper op, når målet er nået. Men i forbindelse med den her særlige målgruppe er én uden job én for mange. Så vores budskab ud til jobcentrene er, at de skal sørge for så mange job som muligt, siger Merete Bingen-Jakobsen.

Virksomhederne er ikke forpligtede til sende jobkonsulenterne hjem fra møderne med konkrete job i hånden. Men de er indstillet på, at de langtidsledige skal have mulighed for at søge dem.

- Vi ved, at mange af de private virksomheder finder nye medarbejdere via netværk eller mindre formelle kanaler. Men denne kampagne handler om at synliggøre jobbene. Det, at så mange virksomheder siger ja til besøg, ser vi som et positivt tegn, siger Merete Bingen-Jakobsen.

 

Dagens Gossip