Hverken DF eller Alternativet vil stemme om EU-medlemskab

Skrevet af admin

12/03/2016

Mest læste i dag

Det er på tide, at de danske vælgere efter mere end 40 års medlemskab igen bliver spurgt om, hvorvidt Danmark skal være med i EU.

Det mener Folkebevægelsen mod EU, der i forbindelse med sit landsmøde i denne weekend sætter gang i en underskriftsindsamling med krav om en ny folkeafstemning.

Men fra Dansk Folkeparti, der ligesom den tværpolitiske folkebevægelse er stærkt kritisk over for EU, er der ikke opbakning til ønsket om en afstemning.

Det er der heller ikke fra Alternativet, der ellers er varm fortaler for mere debat om, hvad Danmark vil med sit EU-medlemskab.

Set fra Dansk Folkepartis synspunkt har Folkebevægelsen mod EU valgt et dårligt tidspunkt at komme med et krav om en afstemning, forklarer EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

- Vi har en britisk afstemning om få måneder, som i høj grad bliver afgørende for, hvilken retning EU-samarbejdet tager. Det må vi afvente og se, siger han.

De britiske vælgere skal til maj stemme om, hvorvidt Storbritannien skal blive i EU under et sæt særlige betingelser, som regeringen har forhandlet på plads, eller om landet helt skal forlade unionen.

Og DF ser det som et af flere tegn på, at EU måske er på vej i en retning, der er positiv set med partiets øjne.

Alternativets begrundelse for at afvise en folkeafstemning er, at partiet ønsker en bredere debat, der ikke bare handler om ja eller nej, forklarer EU-ordfører Rasmus Nordqvist (AL).

- Det er et alt for forsimplet budskab at gå ud med. Det, vi har brug for i hele Europa, er at tage en grundlæggende debat om, hvad vi vil med det samarbejde, vi har. Ønsker vi et forpligtende, solidarisk fællesskab, eller vil vi hellere finde på noget helt andet?

- Det er ikke noget, man bare kan lave en folkeafstemning om. Det kræver et folkeligt engagement på et helt andet plan, siger Rasmus Nordqvist.

Han opfordrer regeringen til at tage initiativ til en folkelig debat over hele landet.

/ritzau/