Hvert 12. minut bliver en kvinde dræbt af en bekendt

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Hvert 12. minut dør en kvinde, fordi hun bliver udsat for vold fra sin samlever eller et familiemedlem. Det viser tal udgivet af organisationen ActionAid op til kvindernes kampdag 8. marts.

Tallene er fra 2012 og svarer til, at omkring 40.000 kvinder hvert år bliver dræbt af en, de kender. Sammenligner man med årene forinden, går det hverken værre eller bedre, da tallet er stagneret.

Generelt set er der dog et fald i antallet af drab på mænd og kvinder.

Ifølge Mellemfolkeligt Samvirkes forkvinde, Helle Munk Ravnborg, kan volden og drabene mod kvinderne blandt andet forklares med, at mænd er presset på grund af fattigdom, hvilket går ud over kvinderne.

- Desværre er vold i familier ikke et ukendt fænomen. Mange steder føler mænd, at de har retten til kvinder og til kvinders liv.

- Når fattigdom og ulighed og begrænsninger i muligheder stadig er der, og mange steder også vokser, så vokser presset også på mænd. Det er ikke for at undskylde mændene, men det er en konstatering og en forklaring, siger hun.

Drabstallene er baseret på tal fra FN's globale kriminalitetsstatistikker og dækker over alt fra drab, æresdrab, jalousidrab, kriminalitet og seksuel vold med døden til følge.

I mange lande er et problem især, at kvinder ikke har noget sted at gå til, hvis de er udsat for vold, som man ellers kender det herhjemme.

- Der er rigtigt mange tangenter, man skal arbejde på. Man skal arbejde på at sikre, at mænd og kvinder kender deres ret.

- Det er rigtigt vigtigt, at kvinder, som er udsat for vold, har et sted, de kan gå til - altså at der er myndigheder, der kan tage sig af de her problemer, når de opstår, og inden de bliver så alvorlige, at de koster kvinder livet, siger Helle Munk Ravnborg.

En fjerdedel af verdens lande har ingen lovgivning, der beskytter kvinder mod vold. Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke regner man på globalt plan med, at en tredjedel af alle kvinder oplever vold eller overgreb i løbet af deres liv.

/ritzau/