Hvert femte HK-medlem kommer aldrig på efteruddannelse

Det er et skræmmende højt tal, mener Marianne vind, næstformand i HK/Privat.

»Det er så vigtigt, at du jævnligt uddanner dig. Uden efteruddannelse står du rigtigt dårligt, hvis du bliver fyret. Det gælder også, hvis du har kompetencerne, men bare ikke har fået papir på dem,« siger Marianne Vind og understreger, at arbejdsgiverne har et stort ansvar for at sikre, at medarbejderne efteruddanner sig. Ikke kun for ansattes skyld, men også til gavn for virksomheden.

Undersøgelsen viser desuden, at en ligeså stor gruppe, 21 procent, svarer, at de kun i mindre grad eller slet ikke har viden om hvilke kompetencer, de har brug for at kunne følge med deres fag. Marianne Vind opfordrer derfor medlemmerne til at bruge uddannelsesmulighederne på erhvervsakademier, handelsskoler og tekniske skoler over hele landet, for det handler ifølge hende om hele tiden at være et skridt foran. »Man siger, at medarbejderen skal være uddannet et niveau over det, hun eller han arbejder med for at være innovativ. Ellers bruger medarbejderen al energien på »bare« at passe arbejdet. Så hvis en virksomhed vil vokse og tjene flere penge, så skal de have medarbejderne afsted på efteruddannelse,« konstaterer næstformanden.

Henning Jørgensen, som er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, siger, at der er flere perspektiver i, at godt hvert femte HK-medlem ikke kommer på efteruddannelse.

»For det første så skal den enkelte selv sørge for at byde sig til, være omstillingsparat og udvide sin funktionelle fleksibilitet. Det vil sige at være i stand til at tage flere arbejdsopgaver på sig og være mindre specialiseret. Men når det er sagt, så er det utrolig vigtigt, at ledelsen i den enkelte virksomhed opfordrer deres ansatte til at efteruddanne sig, så medarbejderne ikke sakker bagud,« siger Henning Jørgensen, der mener, at også fagforeningerne må tage noget af ansvaret.

»De må tage bedre vare om de medlemmer, som måske i forvejen ikke har nogen uddannelse, eller som ikke er motiveret til at efteruddanne sig,« siger han og tilføjer:

»For hvis vi som samfund ikke er i stand til at skabe et system, hvor flere benytter sig af muligheden for efteruddannelse, taber vi det kompetencekapløb, som vi allerede kæmper for at følge med i.«

Dagens Gossip