Hvert fjerde barn med sprogproblemer bliver ikke opdaget

Det er problematisk, mener lektor Bente Jensen fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).

Hun peger på, at international forskning viser, at jo tidligere børn bliver genstand for en sprogpædagogisk indsats, jo større er effekten.

»Vi ved, at det er bedre at starte indsatsen i førskolen end i skolen - det vil sige hos de tre- til femårige eller endnu bedre allerede i vuggestuen,« siger hun til Information.

I Københavns Kommune vurderer man, at mellem 15 og 17 procent af en børneårgang på landsplan har sproglige vanskeligheder. Opgørelsen fra kommunen viser samtidig, at de københavnske sprogtest af børn i alderen fra tre til fem år kun finder 12,5 procent af dem. Det svarer ifølge Information til, at omkring hvert fjerde barn med sprogproblemer ikke bliver spottet.

Tallet vurderes at være endnu højere, da andelen af børn med sproglige udfordringer i København ifølge eksperter ligger betydeligt over landsgennemsnittet på 17 procent på grund af den store koncentration af tosprogede i hovedstaden.

Fra 2007 til 2010 blev alle børn mellem tre og fem år sprogtestet i København, men den praksis blev ændret på grund af manglende økonomiske ressourcer. I dag er det op til de enkelte daginstitutioner at udvælge de børn, der skal testes.

Ifølge leder Dorthe Bleses fra Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet burde alle børn få en årlig sprogtest.

»Sproget spiller en særrolle, fordi man bruger det i alle mulige sammenhænge - både socialt og til læring i skolen - så det er vigtigt at være opmærksom på,« siger hun til Information.

Faglig sekretær Allan Bauman fra pædagogernes fagforening (BUPL) er ikke tilhænger af mange flere test, da de ifølge ham er for unuancerede.

»Det bekymrer mig, at man foretager de her kvantitative opgørelser og tager beslutninger ud fra dem. Vi risikerer at bruge en masse skønne spildte kræfter på noget, der ikke betyder noget,« siger han til avisen.

Dagens Gossip

Dagens TV