Hvidovre-borgmester chokeret over knivdrab

»Det er så trist, så trist,« siger hun på dagen, hvor hun og resten af Hvidovre-borgerne vågnede op til nyheden om, at en 22-årig mand var blevet stukket ned og dræbt efter et større slagsmål.

»Jeg tager afstand fra, at unge mennesker bruger knive og andre redskaber til at stikke hinanden ned med, når de har konflikter. Det er vigtigt, at vi politikere og vores medarbejdere sammen med politiet får drøftet, hvordan vi kan forhindre eller i hvert fald dæmme op for den forråelse af vores samfund, som vi ser i øjeblikket,« siger hun.

Helle Adelborg mener ikke umiddelbart, at Hvidovre-borgerne har grund til at føle sig utrygge ved at færdes i hverken Avedøre eller det øvrige Hvidovre ovenpå drabet natten til onsdag. Men hun understreger, at Hvidovre Kommune vil følge op, hvis politiets efterforskning giver anledning til det.

»Politiet efterforsker stadig sagen, men så snart vi ved, hvad der faktisk er sket, vil vi gå i dialog med politiet for at finde ud af, om vi som kommune fremadrettet kan gøre noget for at forhindre, at noget så grusomt sker igen,« siger Helle Adelborg.

Den 22-årige blev stukket i ryggen under et masseslagsmål på Trædrejerporten i Avedøre Stationsby i Hvidovre.

Her var en gruppe på 10 - 12 mænd i gang med at lave hærværk på en bil på parkeringspladsen foran svømmehallen, da tre mænd stødte til og kom i slagsmål med gruppen.

Kort efter anholdt Vestegnens Politi tre mænd på 26, 32 og 36 år.

De seneste tid har København og omegnes kommunerne været plaget af flere voldsomme opgør mellem rivaliserende bander, men politiet understreger, at tirsdagens opgør ikke har relation til bandekonflikten.

Dagens Gossip