Hvidovre-spillere er sigtet for særligt groft bedrageri

Den form for bedrageri, som politiet mistænker seks personer - heraf fire fodboldspillere - for at have begået i en sag om matchfixing, er ikke helt almindelig.

Bedrageriet er ifølge sigtelsen fra Københavns Politi af en sådan art, at ordensmagten takserer den til bedrageri af "særlig grov beskaffenhed", oplyser advokaturchef for økonomisk kriminalitet Per Justesen til Ritzau.

Dermed stiger den maksimale straf for de involverede fra halvandet års fængsel til otte års fængsel for den særligt grove bedrageri, hvis de dømmes skyldige.

Bedrageri kan være af særlig grov beskaffenhed, hvis der er begået flere forbrydelser, svindlet for et meget stort beløb eller hvis man har begået forbrydelsen sammen med andre.

- Der er tale om fire fodboldspillere fra Hvidovre IF og to andre personer, som ikke aktivt har noget med fodbold at gøre, siger Per Justesen til Ritzau.

Københavns Politi mener at have vendt hver en sten i en omfattende sag om snyd i fodboldkampe i 1. division tilbage i 2010.

I en kamp mod Vejle Boldklub ville de sigtede få udbetalt omkring 600.000 kroner til deling, hvis Hvidovre tabte med mere end 0-2. Det endte med et nederlag på 0-5.

I en anden kamp mod FC Hjørring tre uger tidligere ville fire mål udløse en udbetaling på omkring 300.000 kroner til deling blandt de seks sigtede. Kampen endte med en 4-2-sejr til FC Hjørring, der i dag har skiftet navn til Vendsyssel FF.

En af de sigtede ønsker efter alt at dømme at tilstå, og hans sag skal for retten den 19. december. Det er angiveligt tilståelsen fra en person, som ifølge Per Justesen ikke er en fodboldspiller, som har været politiets omdrejningspunkt.

- Politiet får på et tidspunkt en anmeldelse, og vi bliver så bekendt med, at denne person har nogle problemer, siger vicepolitiinspektør Henning Schmidt fra Københavns Politi.

Fire af de sigtede nægter sig skyldige, mens den sidste ikke har nogen kommentar.

Det er nu op til juristerne, om de objektivt vurderer, at de involverede kan dømmes for groft bedrageri. I så fald bliver de tiltalt, og deres sag kommer for retten.

/ritzau/

Dagens Gossip