Hvidstengruppen vandt publikumsprisen i Hamborg

Skrevet af Elo Christoffersen

08/10/2012

Dagens topnyheder

 

Det danske biograf publikum stemte suverænt Hvidstengruppen ind som årets bedste film til modtagelse af Svend Prisen.   Men det er ikke kun i Danmark, at publikum er begejstret for filmen. Hvidstengruppen vandt i weekenden publikumsprisen ved én af de største filmfestivaler i Tyskland, Filmfest Hamburg.   Hvidstengruppen er set af 765.000 i biografen i Danmark, hvilket gør filmen til årets suverænt største succes.   Skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis følte, at hun nærmest var til eksamen, da filmen blev vist i Hamborg:   - For det tyske folk er 2. verdenskrig jo stadig et dybt sår. Min oplevelse med det tyske publikum var i grunden både fantastisk og rystende. Både under og efter filmen blev der grædt så mange tårer, at mange havde svært ved at stille de spørgsmål, de havde på hjerte. Den generelle respons var, at de nu bedre forstod, hvorfor nogle danskere valgte at gå ind i modstandsbevægelsen, og hvor vigtig en rolle det spillede. Derfor er jeg dybt taknemmelig over, at filmen får publikumsprisen, siger skuespilleren.   Foto: Lars Høgsted.