Hvorfor skal vi stole på jer?

Med alle de beskidte dopinghistorier, som er blevet foldet ud på det seneste, kan man så lade være med at tænke doping, når man ser et stort og flot resultat i cykelløb? Herfra skal der ikke lyde nogen dopingbeskyldning mod hverken Cancellara, Quintana eller Contador. De har ganske enkelt bare været de bedste, og de bedste lever med mistanken. Det er blevet et vilkår i cykelsporten, som aktørerne må leve med.

Men hvorfor skal vi også egentlig stole på dem, når vi gennem det amerikanske anti doping-agentur, USADA, har hørt, hvor omfattende et dopingprogram US Postal drev uden at blive opdaget. Eller når vi hører fra Michael Rasmussen, hvordan han indtil 2010 propfyldte sig med alle mulige slags ulovlige præstationsfremmende medikamenter. Rasmussen benægtede hårdnakket, imens dopingen stod på, og nærmest hånede de journalister, som formaste sig til at stille spørgsmål ved hans renhed. Han blev aldrig testet positiv, selvom han konstant var nærmest selvlysende af doping i en hele karriere. Intet blev opdaget indtil bagefter, hvor dopingfacaden som i de fleste andre tilfælde er krakeleret. I dag er der nærmest heller ingen, der bliver opdaget, så foregår det mon stadig i det skjulte?

Et af de hold, som har mistanken tættest inde på kroppen er Team Sky. Verdens aktuelt bedste cykelhold, som sidste år suverænt vandt Tour de France, og som i år har forsat stilen i de første etapeløb.

Berlingske mødte Team Skys General Manager, David Brailsford, i Belgien og spurgte ham helt åbent: Hvorfor skal vi stole på jer?

»Det, I kan stole på, er vores bestræbelser. Vi stoler på os selv, og vi ved, hvad vi gør. Vi ved, vi driver et rent hold, og vi ved samtidig, at rytterne på vores hold er konkurrencedygtige.«

»Men vi ved godt, at det kommer til at tage lang tid at genvinde tilliden, når folk er blevet skuffet så voldsomt i løbet af de seneste mange år. Det er kun et menneskeligt instinkt at stille spørgsmålstegn ved os, og vores job er at kæmpe den lange kamp for at få tilliden tilbage. Vi skal være åbne og transparente og tale så meget som muligt om, hvad vi gør, og hvordan vi gør. Forhåbentlig genvinder vi tilliden på et tidspunkt. Vi ved, at vi gør det rigtigt, og det giver os selvtillid.«

David Brailsford taler gerne om doping. Han svarer på alle spørgsmål, og selvom det er med en dyb indånding, er der ingen irritation at spore. Det er et vilkår, som det ikke nytter at blive følsom omkring, forklarer Brailsford. Anderledes ser det ud for Bjarne Riis, der står i spidsen for Team Saxo-Tinkoff. Han nægter at svare på dopingspørgsmål og har siden september sidste år nægtet at forholde sig til de alvorlige dopinganklager fra blandt andre Tyler Hamilton.

Sky åbner alle døre

For at forsøge at overbevise omverdenen om, at Team Sky er bygget på hård træning, pasta og vand i dunkene, har Brailsford forsøgt at åbne alle døre til det britiske storhold for et udvalg af journalister. En velkendt taktik, hvor man giver ’all access til en eller flere kritiske journalister, som kan bevæge sig uden begrænsninger på Team Sky. Målet er, at vise, at Sky ikke skjuler noget.

»Jeg tror, vi har været det mest åbne af alle holdene. Vi har inviteret journalister til en tre timer lang præsentation på Mallorca, og jeg har gjort det samme med alle sportsredaktørerne i den engelske presse. Jeg inviterede dem og fortalte og viste dem i detaljer, hvad vi gør, og hvordan vi gør det. Det ville ingen andre sportsgrene overhovedet overveje at gøre. Vi åbner vores døre og viser dem alt,« forklarer Brailsford.

Tillidsspørgsmålet blev for nylig taget op da, da Team Sky lagde sit jerngreb over flere etapeløb på samme tid. Blandt andet i Paris-Nice, som Richie Porte vandt. Det var næsten for godt til at være sandt, hva? Og David Brailsford måtte da også ud at forsvare holdet. Ikke fordi han havde tabt, men fordi han havde vundet.

Team RadioShacks sportsdirektør, Kim Andersen, ser lidt anderledes på Team Skys dominans. Richie Portes forår er et billede på renhed i cykelfeltet, mener han.

»Vi har f.eks. lige set Richie Porte køre rigtig stærkt i Paris-Nice og i Baskerlandet Rundt, men i Flèche Wallonne onsdag blev han sat af. Men det var der ikke nogen, der bemærkede. Det viser bare, at det er menneskeligt, og det, synes jeg, er et sundhedstegn for sporten. Hvis Porte var fortsat hele sæsonen på samme niveau, så kunne jeg forstå mistanken,« pointerer Kim Andersen.

Den danske sportsdirektør ved lidt om doping. Ikke nutidens doping, siger han. Men fortidens doping. For 30 år siden vandt han selv Flèche Wallonne, og sommeren efter blev han den første dansker til at køre i den gule trøje. Alt sammen med doping i blodet, hvilket han blev knaldet for. Han var én blandt mange brikker i grundlaget for mistilliden til nutidens cykelryttere.

I dag er han overbevist om, at feltet er ’clean, som han siger. Der vil altid være en eller anden risikovillig rytter, der bliver taget i ny og næ, som det på det seneste er sket for to russiske ryttere, men ellers er det rent. Han forstår godt, at nogle nærer mistillid til sporten, men han kan ikke se, hvordan han eller andre i cykling kan gøre mere for at komme dopingen til livs.

»Vi vinder tilliden tilbage ved at køre videre med den linje, vi har. Jeg kan ikke rigtig se, hvad vi ellers skal gøre. Vi er den sport, der har flest kontroller, og så må vi håbe, at kontrollørerne bliver så dygtige, at de hele tiden er på omgangshøjde med udviklingen.«

For en måned siden blev den danske cykelrytter fra Team Cult Energy, Andre Steensen, interviewet i denne avis. Her kom han med en bemærkning, som viser, at mistilliden ikke bare lever hos TV-seere og skeptikere, men også inde i sporten. Steensen fortalte, at han nogle gange mistænker konkurrenter for at være på doping, når han oplever præstationer, der svinger for meget. Han kan ikke lade være med at tænke tanken om doping.

Team Saxo-Tinkoffs Chris Anker Sørensen forstår, hvad Andre Steensen mener. Tanken kan også strejfe ham, når han sidder på sadlen.

»En gang imellem kan man da godt se noget, hvor man studser over det og tænker, »det var lige godt sørens«. Jeg synes dog, at man skal lade tvivlen kommer folk til gode. Man skal også vide, at nogle gange er det mærkeligt, hvordan formen kan komme. Jeg kan køre to uger, hvor jeg nærmest føler, at jeg ikke kan drive cyklen frem, og pludselig så er formen der. Men jeg kan godt forstå ideen om, at der er nogle gange, er noget mærkeligt i sporten.«

Chris Anker Sørensen peger på anti doping-arbejdet og det omfattende whereabout-system (indført i 2004), som kræver, at ryttere i detaljer oplyser til myndighederne nøjagtigt, hvor de befinder sig på næsten alle timer af døgnet, som den bedste vej mod en ren sport.

»Der er flere af dem, der er stået frem med doping, som har fortalt, at de stoppede med doping, da whereabout-systemet kom frem, fordi det blev umuligt at snyde længere. Jeg tror, at whereabout-systemet har gjort sporten renere.«

Mistillid til Astana

Jakob Fuglsang skiftede før denne sæson til Astana. Da han underskrev kontrakten blev han angrebet for at skifte til det kasakhiske hold, som har dopingblakkede Alexander Vinokourov i spidsen. Den tyske cykelrytter fra Team Argos-Shimano, Marcel Kittel, undrede sig offentligt over, hvordan Astana kunne få en World Tour-licens med sit ry. Underforstået, de må da dope sig på Astana. Mistillid.

Fuglsang finder sig ikke i den slags kommentarerer. Hverken inde fra feltet eller fra folk omkring. Egentlig ikke fordi han ikke kan forstå, at udefrakommende kan tvivle på, at rytterne kører på vand og brød. Men fordi det bare er anderledes i dag, og det må folk stole på.

»På en eller anden måde så kan jeg ikke forstå al den mistillid. Alt det her doping er noget, der ER sket. Det var Bjarne Riis, Jesper Skibby, Rolf Sørensen og Brian Holm. Udover Michael Rasmussen, som skaber dårlig opmærksomhed for os alle, hvor mange danske ryttere har der så været over de seneste ti år, som er blevet testet positive? Alex Rasmussens sag handlede ikke om doping men om whereabouts, men derudover er der ikke nogen. Jeg mener bare; så hav dog lidt tillid til folk.«

»Vi har whereabouts, blodpas, blodprøver og dopingprøver uden for konkurrence. Vi er dem, der gør mest for at få ryddet op og få en ren sport, men alligevel skal vi svines til.«

»I sidste ende lærer vi at leve med det. Hvis ikke man kan acceptere det, så må man stoppe som cykelrytter.«

I dag køres forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège. Uanset hvem, der måtte vinde den hårde forårsklassiker, stoler du så på, at han har vundet rent? David Brailsford kan godt forstå, hvis du ikke gør, men han vil kæmpe for, at du på et tidspunkt igen vil stole på cykelsporten.

»Tillid tager kort tid at smide væk, men lang tid at vinde tilbage.«

Dagens Gossip