Hyldet til DMA: Nu siger rørt Michael Bundesen tusind tak

Skrevet af Ann Katrine Warren

12/11/2013

Dagens topnyheder

Det rørte rigtig mange danskere, da Michael Bundesen i lørdags rullede ind på scenen i kørestol til Danish Music Awards og tog i mod aftenens ærespris sammen med kollegaerne Kim Daugaard og Michael Hardinger fra Shu-bi-dua.

Forsangeren, som for to et halvt år siden blev ramt af en blopprop i hjernen, var bestemt ikke glemt. Og siden DMA er det strømmet ind med hilsner og opbakning til Bundesen, som er lam i venstre side efter blodproppen.

LÆS OGSÅ: Michael Bundesen modtog ærespris i rullestol

Nu takker han for den store opmærksomhed i en pressemeddelelse.

- Det var helt utroligt at høre salens bifald, og som man nok kunne se, blev jeg meget rørt. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for de mange hilsener og lykønskninger, jeg har modtaget. De betyder alle sammen rigtigt meget, og det luner en gammel popsangers hjerte at kunne mærke så stor en opbakning. Mange tak, skriver Michael Bundesen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Det var første gang siden, han blev ramt af sygdommen, at sangeren viste sig offentligt. Men det bliver bestemt ikke sidste gang.

Michael Bundesen er ved at lære at gå igen og har store planer om at vende tilbage til scenen sammen med Shu-bi-dua.