I 71 år troede mor og datter hinanden var døde i koncentrationslejr - i virkeligheden levede de hvert sit liv

Skrevet af Ninna Andreasen

13/08/2015

Mest læste i dag

Det har altid naget den tyske Margot Bachmann, at hun ikke vidste, hvad der var sket med hendes mor.

Under krigen kom hendes italienskfødte mor i koncentrationslejr. Deres forbindelse forsvandt, og Margot Bachmann anede ikke, om moderen var død eller levende. Derfor besluttede hun sig for at kontakte International Tracing Service, ITS, i Bad Arolsen i Tyskland.

Organisationen arkiverer dokumentsamlinger om koncentrationslejre og Holocaust fra krigens tid og fører familier, der mistede kontakten, sammen igen.

I juli kunne ITS så overbringe hende det glædelige budskab: Moderen Gianna var fundet i live, 91 år gammel og bosiddende i det nordlige Italien.

Læs også: Zella troede, hendes datter døde ved fødslen - nu mødes de efter 49 år

De to mødte hinanden for første gang i 71 år i sidste uge.

- Jeg ville vide, hvem min mor var, om vi ligner hinanden, måske finde nogle fotos eller information om hende. Jeg ville aldrig have turdet håbe på, at det ville være muligt at omfavne hende. Nu er jeg overstadisk over at finde ud af, at hun har det godt, og at vi kan lære hinanden at kende, siger Margot Bachmann.

Moderen blev født i 1924 og rekrutteret som arbejder af nazistpartiet i Tyskland. Hun blev tvunget til at arbejde for regimet i en militærteknologisk virksomhed og blev tvunget til at bo i en arbejdslejr.

Gianna forelskede sig i en tysk soldat og blev gravid. Hun fødte datteren i oktober 1944. Men nazisterne nægtede den 20-årige mor retten til at være mor overfor barnet, fordi hun var i tvangsarbejdslejr. Derfor blev Margot Bachmann fjernet og sat på børnehjem.

Da krigen sluttede i 1945, tog moderen hjem til Italien i den tro, at hendes datter og barnets far var døde i krigen. Hun vidste nemlig ikke, at den tyske soldat, hun fik barnet med, allerede var gift. Han fik Margot Bachmann ud fra børnehjemmet, og hun voksede op i familien med syv halvsøskende.

Spørgsmål om hendes biologiske mor var strengt forbudte. Det eneste, hun vidste, var, at moderen var italiener.

Læs også: Kvinde opsporer sin mor - opdager at hun er gift med sin egen bror

- Selv som barn følte jeg, at der var noget usandt ved det, husker Margot Bachmann.

Efter hendes strenge fars død, oparbejdede hun modet til at undersøge sagen. Her hjalp tysk Røde Kors hende videre til ITS, hvor medarbejderne fandt informationen om moderen og lokaliserede hende i Novellara - en lille landsby i det nordlige Italien. Hun og familien tog på visit for at lære moderen at kende.

- Det, vi oplevede i den weekend i Novellara, er tæt på et mirakel, siger Friederike Scharlau, som arbejder for ITS og tog med familien til den første genforening.

- Nu om dage er det ekstremt sjældent, at forældre og børn, der blev skilt under nazi-regimet, finder hinanden igen. Det er, fordi mange af de overlevende efter nazisternes forfølgelser er døde. I de fleste tilfælde er det brødre og søstre i den efterfølgende generation og kusiner og fætre, vi kan hjælpe med at føre sammen, fortsætter hun.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: