I aften kulminerer Frankrigs folkefest

Skrevet af admin

10/07/2016

Mest læste i dag

Det franske folk har forelsket sig.

Over alt i landet er kærligheden til landets fodboldhelte mærkbar inden EM-finalen søndag aften.

- Støtten fra folk er ekstraordinær. Før vi ankom til stadion, så vi folk, der gik amok, og de kommer til at gå endnu mere amok på søndag, lød det fra den franske landstræner, Didier Deschamps, da finalebilletten var sikret torsdag med sejr over Tyskland.

Det franske folk har set spillere, der kysser hinandens støvler, og som sammen med tilskuerne har kopieret det islandske Huh-råb.

For en stund er terrortrusler, politik og strejker glemt efter fire uger, der faktisk blev indledt med strejke blandt togpersonale og renovationsarbejdere.

Mens affald og skidt hobede sig op i gaderne kort før EM, så valgte piloterne hos Air France også at strejke i fire dage, da EM var begyndt, i utilfredshed med en arbejdsmarkedsreform.

- Vi har ikke magten til at løse Frankrigs problemer, men vi kan mindske deres bekymringer. Der er masser af passion, iver og glæde over alt i Frankrig.

- Når du ser den passion på og uden for stadion, så har dette hold alt, hvad der kræves for at blive elsket, udtalte Deschamps ifølge BBC.

Søndag kan han vinde EM som træner, som han gjorde som spiller i 2000, og Deschamps har været meget bevidst om at stille et hold uden de klikedannelser, der tidligere har været.

Væk er flere spillere, som fyldte meget i truppen. Samir Nasri og Franck Ribery er ikke med af forskellige årsager, mens Real Madrid-stjernen Karim Benzema blev valgt fra efter sagen om pengeafpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena - som heller ikke er i den franske trup.

Men Deschamps har hele vejen stolet på, at hans 23 spillere kunne skabe et sammentømret hold.

- Jeg har hele tiden troet på mine spillere. De spillere, jeg valgte til truppen, har betalt klækkeligt tilbage. Det er deres historie, deres sejr, sagde Deschamps, da finalepladsen var en realitet.

EM-finalen mellem Frankrig og Portugal spilles på Stade de France i Paris klokken 21.

/ritzau/AFP