I dag afgør dommer om kurdisk kriger kan rejse

Skrevet af admin

04/02/2016

Mest læste i dag

En kurdisk kvinde får torsdag eftermiddag at vide, om hun må forlade Danmark, så hun kan vende tilbage til kampen mod Islamisk Stat i Irak.

22-årige Joana Palani har bedt en dommer i Københavns Byret om at slå en streg over det administrative indgreb, som politiet har iværksat.

29. september sidste år fik hun inddraget sit pas i et år, ligesom hun fik forbud mod at rejse ud af Danmark.

Politiets begrundelse er, at hun kan tænkes at ville udgøre en fare for statens sikkerhed. Eller også kan hun, hvis hun fik lov at rejse, senere blive en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

- Jeg udgør ikke en trussel mod nogen, har den unge kvinde forsikret. Tværtimod er kronprins Frederik hendes forbillede, har hun sagt i byretten.

I Irak er hun sergent i den regulære kurdiske hær, de såkaldte Peshmerga-styrker, som kæmper imod Islamisk Stat.

Men indgrebet har forhindret hende i at vende tilbage til de soldater, som hun har tidligere har haft kontakt med.

Ifølge hendes advokat har politiet overfortolket den lov, som Folketinget sidste år vedtog.

Den blev begrundet med ønsket om at hindre radikaliserede og religiøse unge i at tage til Syrien og kæmpe i Islamisk Stat. Men i denne kategori finder man ikke Palani.

- Hun kæmper den kamp, vi alle kæmper, ved at være imod IS, har advokat Thorkild Høyer sagt.

Omvendt har politiets repræsentant fastholdt, at der er et tilstrækkeligt grundlag for indgrebet.

Betingelsen i loven er blot, at der "skal være grund til at antage", at en person kan blive til fare for statens sikkerhed.

Joana Palani kan muligvis blive belastet af en øget "voldsparathed" i Danmark på grund af opholdet i krigszonen, har senioranklager Rikke Skov Bonde fremhævet.

Den 22-årige kvinde er en af de syv personer, som politiet hidtil har grebet ind imod. Det er første gang, at en dommer vurderer en af afgørelserne.

/ritzau/