I dag forhandler de statsansatte lærere

Uddannelsesforbundet, der organiserer en stor del af de lockoutvarslede lærergrupper, oplyser, at 3.000 af deres medlemmer kan blive direkte lockoutet, mens 7.000 medlemmer vil blive berørt, fordi deres kolleger kan risikere at blive sendt hjem fra 1. april.

Formand Hanne Pontoppidan påpeger, at lockouten vil ramme kursister, der har brug for at lære at skrive og læse dansk.

»En lang række unge mennesker, der har haft et skidt indtryk af uddannelsessystemet, som nu er ved at komme op på beatet, bliver eksempelvis ramt af lockouten. Der er ingen, der kan være tjent med en lockout, så vi krydser alt, hvad vi kan,« siger hun.

Danskerne kunne fredag følge et spektakulært drama, da forhandlingerne om en ny overenskomst for lærerne på landets folkeskoler mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening brød sammen i Forligsinstitutionen. Mange venter nu, at en lockout vil træde i kraft 2. april på det kommunale område.

Falder mandagens forhandlinger på det statslige område sammen, kan yderligere 282.051 elever blive ramt, viser tal fra Undervisningsministeriet, som DR er kommet i besiddelse af.

Dagens Gossip