I dag kan du se verdens største containerskib i Aarhus

Det er et stort bekendtskab, der møder en, hvis man søger mod havnen i Aarhus i dag. Farverige containere er som små legoklodser stablet oven på hinanden - dog i et lidt andet størrelsesforhold. 18.000 styks kan containerskibet rumme. Og kigger du til siden, vil du blive mødt af en 400 meter lang himmelblå side. Kigger du op, vil der gå 73 meter, før øjnene møder den rigtige himmel.

Verdens største containerskib er bygget i Sydkorea og er også designet til at være det mest energieffektive containerskib i verden. Maersk Line har haft fokus på at nedsætte brændstofregningen og at opfylde de krav, der i dag er til miljørigtig transport - CO2-udledningen er blandt andet reduceret med 50 pct. per container sammenlignet med standarden for andre containere.

»Det her er et kolossalt stort skib. Og vi er meget stolte over, at det endnu engang er Maersk Line, som går forrest, både når det gælder størrelse, miljø og teknologisk udvikling inden for containerskibe. Det har vi en stolt og lang tradition for at gøre,« siger Christian Juul Nyholm, Managing Director for Maersk Line Skandinavien, i en pressemeddelelse.

Verdens største containerskib har en faste rute i vente, der går fra Kina over Sydkorea og Malaysia, op gennem Suez-kanalen til Marokko, Tyskland og Polen for så at vende rundt og sætte kurs mod Aarhus, inden det slutter sin rundfart i Sverige.

»Mærsk Mc-Kinney Møller« vil mandag aften forsvinde mod det svenske og sejle til Göteborg.

Dagens Gossip