I denne måned dør flest danskere

Hvis du er ængstelig af natur, så vær glad for, at sommeren står for døren.

Det er nemlig den årstid, hvor færrest danskere dør. Det skriver Søndagsavisen.

Når vi kommer til de korte dage og lavere temperaturer, er der til gengæld grund til at være bekymret. Vinteren er den årstid, hvor flest danskere dør. Det viser tal fra Danmarks Statistik for årene 2011 til 2014.

Dræbermåned nummer et er januar, hvor der i årene 2011 til 2014 gennemsnitligt døde 4.950 personer.

Den måned, hvor færrest personer dør, er juni. Her døde der gennemsnitligt 4.044 personer om måneden.

Korrigerer man for, at der er 30 dage i juni, er august dog den måned, hvor der dør færrest personer hver dag. Der er flere årsager til, at flest mennesker dør om vinteren.

Det er helt overvejende ældre borgere, som er i risikozonen, når temperaturerne er lave.

- Risikoen for at få infektioner er større om vinteren. Det er i høj grad det, som er skyld i, at flere danskere dør i den årstid. Det kan typisk være lungebetændelser, forklarer Kåre Mølbak, overlæge og afdelingschef på Statens Serum Institut.

- Der er også en øget forekomst af hjerte-kar-sygdomme hen over vinteren, som koster folk livet. Vi ved faktisk ikke, præcis hvorfor det er sådan, men vi kan konstatere stigningen. En forklaring kunne være, at folk får flere infektionssygdomme, og så slår deres hjertelidelser igennem, når de er svækkede, siger Kåre Mølbak.

Generelt er danskerne i bedre humør om sommeren, hvor solen står længe på himlen, og temperaturerne er behagelige. Det har også betydning for, hvornår danskerne dør.

- Et godt humør hjælper på modstandsdygtigheden mod sygdom. For eksempel har kræftpatienter med et godt humør og en positiv indstilling større chancer for at overleve sygdommen end dem, som mere eller mindre giver op, siger Kåre Mølbak.

Vinteren er også den periode, hvor influenzaen kommer til Danmark.

- De år, hvor vi har en influenzaepidemi, stiger dødstallet cirka med 1.500-2.000 personer, forklarer Kåre Mølbak.

Dagens Gossip