I gult uden pletter

De har været der alle sammen.

Riis, Rolf, Hamburger, Michael Rasmussen og Kim Andersen. Først i den forjættede gule førertrøje i Tour de France. For så flere år senere at blive afsløret eller komme med en dopingindrømmelse.

Kun en enkelt dansker har klaret at køre i gult uden pletter, skam og skyld. Det kan lyde utroligt, når nu alle de andre danske ryttere lod sig fedte ind i krukken med doping. Men ifølge Jørgen V. Pedersen er forklaringen en blanding af held, hæderlighed og sund fornuft. Først og fremmest handlede det om at sige fra.

- Jeg tog til Italien. Min kæreste Nicole og jeg havde ikke børn, så jeg så bare på det som et eventyr. Men oppe i mit hoved var jeg helt afklaret med en ting, og det var, at jeg ikke skulle have noget med doping at gøre, fortæller Jørgen V. Pedersen.

- Jeg havde været til OL i 1980. Vi danskere sad og kiggede på russere, østtyskere, polakker og tjekker. Deres ryttere havde dobbelt så store lår, som vi havde. Michael Marcussen og jeg selv kørte på havregryn og destilleret vand. Men vi levede nærmest professionelt og kunne bare slet ikke følge med. Vi vidste faktisk ikke ret meget konkret om doping. Men vi kunne godt regne ud, at de måtte køre på noget, vi andre ikke fik. Jeg tænkte bare, at den slags ville jeg sgu aldrig rode mig ud i. Det virkede meget skræmmende på mig.

- Da jeg kom til Italien, sagde jeg: Sådan skal mit liv ikke være. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed over noget. Og jeg ville have et liv sammen med Nicole bagefter, så jeg ville ikke risikere at ødelægge mig selv på en eller anden måde, pointerer Pedersen.

Det italienske Carrera-hold havde store ambitioner. Og eftertiden har påvist, at både holdlægerne Giovanni Grazzi og Ilario Casoni samt rytterprofiler formentlig tog en biokemisk genvej mod topresultater. Ifølge »Spejderen« uden dansk deltagelse.

- Jeg er aldrig blevet tilbudt noget. Når man ser på, hvad der er sket siden dengang, får man jo det indtryk, at det flyder med sprøjter på alle værelserne. Jeg var stoppet som aktiv, da EPOen kom ind og begyndte at forandre cykelsporten i 1990erne. Det var efter min mening dér, tingene for alvor tog fart.

Selv på den baggrund kan Jørgen V. Pedersens oplevelse lyde besynderlig. Tidsbilleder som den irske cykelrytter Paul Kimmages bog »Rough Ride« afslørede både amfetamin og cortinsonpræparater. Men hvis man ikke har antennerne ude og står fast på sin personlige integritet, kommer man måske aldrig til en karrieremæssig korsvej.

- Jeg spurgte ikke nogen om noget, heller ikke holdets læge. Opsøgte heller ikke noget. Eneste, jeg faktisk så, var, at nogle ryttere tog en stikpille med koffein mod slutningen af et løb. Det kan være, jeg har gået med skyklapper. Jeg siger det ikke for at gøre mig til en helt. Men jeg er jo faktisk aldrig blevet nævnt i nogen undersøgelser overhovedet. Den dag i dag er jeg stolt af det, og af det jeg har lavet.

Den gule trøje erobrede Jørgen V. Pedersen i 1986 på at komme med i et udbrud, der sendte den upåagtede dansker i front af verdens største cykelløb. Pludselig var »Spejderen« et navn hjemme i lille Danmark.

- Den gule trøje kom ved lidt af en tilfældighed, og jeg vandt også en etape året før. Men jeg har aldrig lavet de store, spektakulære ting med vanvittige bjergtogter. Jeg var heldig at få den gule trøje, fordi jeg kom med i et udbrud, der fik lov at slippe af sted, da ingen af de andre var til fare for klassementet, forklarer Jørgen V. Pedersen, der selv har oplevet at blive kategoriseret som en del af cykelsportens dopingcirkus qua sin fortid.

- Derfor er det også så vigtigt for mig at få fortalt, at man for eksempel godt kan vinde en etape i Tour de France, uden at man automatisk er dopet. Der er stor forskel på at vinde, som jeg gjorde, og så lave numre som dem, Michael Rasmussen har gjort ved at køre solo over flere bjerge. Det er vigtigt at kunne se den nuance, mener Pedersen, der ser ryttere i hans egen position også i dagens Tour de France.

Selv om de måske er i mindretal.

- Også i dag er der jo rene ryttere, som vinder cykelløb. Men det er fantastisk at tænke på, hvordan jeg er kommet igennem som professionel uden at have oplevet de der ting, mange af de andre danske ryttere har. Men det er nok også udtryk for min naivitet. Jeg tør godt sige, at jeg ikke har vundet så meget, som jeg måske relativt nemt kunne være kommet til. Men den dag i dag er der ingen, som kan tage følelsen af ægte stolthed fra mig, siger Pedersen.

Og det lyder endda som om det kommer fra et rent og ærligt hjerte.

Dagens Gossip