I ly af mørket rydder politiet Pusher Street endnu en gang

Skrevet af admin

20/06/2016

Mest læste i dag

Mens pusherne holdt lukket for natten og christianitterne sov, har politiet revet boder ned på Pusher Street.

Aktionen begyndte klokken tre natten til mandag, fortæller vicepolitiinspektør Dannie Rise, der er leder af Task Force Pusherstreet.

- Der var nogle enkelte natboder åbne. Men da de så os, løb de. Så begyndte vi stille og roligt at rydde boderne og pakke ned, siger Dannie Rise.

- Der sad et par enkelte på Pusher Street, der ikke var kommet hjem fra festen endnu. De sagde "godmorgen". Der var nærmest god stemning, siger han.

For ikke at vække christianitter, der lå og sov, undlod politiet at bruge motorsave og andre støjende former for værktøj. 20 boder blev revet ned, men ingen blev anholdt ved nattens aktion.

- Det forløb stille og roligt. Det var også planen. Vi har intet behov for konfrontation, hvis vi kan undgå det, siger Dannie Rise.

Det er kun få dage siden, at politiet med en større aktion ryddede Pusher Street. Den forløb noget mere voldsomt.

I alt 37 salgsboder blev fjernet fredag, og 18 personer blev anholdt. Desuden beslaglagde politiet fem kilo hash og fire kilo skunk samt en kniv, tre peberspray og en mængde fyrværkeri.

Ved afslutningen af aktionen fredag blev der kastet sten og kanonslag mod politiet. Seks betjente kom til skade, og to måtte en tur på skadestuen.

Blot få dage efter var boderne altså bygget op igen.

- For nogle kan det måske virke formålsløst. Men det må aldrig blive sådan, at vi bare vende ryggen til, fordi der er nogle dybt kriminelle, som vil handle hash på Pusher Street, siger Dannie Rise.

- Man kan ikke afvise, at boderne bliver bygget op igen. Så håndterer vi også det, siger han.

Task Force Pusherstreet blev oprettet i 2012. Den særlige gruppe af betjente jager såvel købere som sælgere og de personer, der importerer hash.

/ritzau/