I næste uge falder dommen over dopinglægen

Fuentes er anklaget for at have bragt den offentlige sundhed i fare ved at gennemføre dopingbehandlinger uforsvarligt. Alle fem risikerer to års fængsel.

Den spanske dommer i retssagen Julia Patricia Santamaría vil i samme ombæring tage en beslutning omkring de rundt regnet 200 blodposer, som i 2006 blev konfiskeret, da Eufemiano Fuentes' dopingring blev optrevlet af det spanske politi.

Santamaria skal beslutte om blodposerne skal videregives til de spanske og internationale anti doping-myndigheder. Bliver blodposerne givet videre til anti doping-myndighederne kan det åbne for den reelle dopingsag, som potentielt kan fælde sportsfolk indenfor flere sportsgrene. Fuentes har tidligere sagt, at han behandlede sportsfolk indenfor mange sportsgrene, og specielt fodbold har den senere tid været nævnt.

Bliver Fuentes frikendt vil blodposerne formentlig ikke blive videregivet, men bliver han dømt er der større sandsynlighed for at poserne kan blive givet videre til nærmere analyser. Retten i Madrid oplyser, at der på tirsdag vil falde "den fulde dom", og derfor kan vi forvente en afklaring om blodposernes skæbne.

Også for Anti Doping Danmark er det interessant, hvordan dommen falder ud. Direktør i ADD, Lone Hansen, har fortalt, at hun har direkte kontakt til det spanske anti doping-agentur, som vil videregive informationer, som kan være relevant for Danmark.

Operacion Puerto-bomben sprang umiddelbart før Tour de France i 2006. Blandt de mest prominente navne i Fuentes' omfattende dopingkartotek var Ivan Basso, Jan Ullrich og Tyler Hamilton. Sidstenævnte har vidnet i sagen,og han har givet belastende forklaring mod Fuentes, da han har fortalt om, at han fik behandlinger, som gik stærkt ud over hans helbred.

Dagens Gossip