Iagttagere: Ulykke kan blive dødsstød for flyselskab

Skrevet af admin

18/07/2014

Mest læste i dag

For anden gang på under fem måneder er Malaysia Airlines ramt af en tragisk ulykke, der sender flyselskabet i knæ. Denne gang kan det være dødsstødet for selskabet, vurderer iagttagere.

Da selskabet torsdag aften modtog meddelelsen om, at et passagerfly var styrtet ned i Ukraine, vakte det minder om 8. marts, hvor passagerflyet MH370 fra Malaysia Airlines forsvandt sporløst under en flyvning fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.

- Da vi kom ind i rummet, kiggede vi rundt på hinanden og så de samme kolleger, de samme velkendte ansigter, som vi så med MH370, siger en malaysisk embedsmand om situationen torsdag aften, da embedsmænd og flyselskabets folk holdt krisemøde.

- Næsten alle sukkede - vi kunne ikke tro, at sådan en ting kunne ske endnu engang, tilføjer han.

Flere iagttagere vurderer, at torsdagens formodede nedskydning af passagerflyet vil være dødsstødet for Malaysia Airlines, som har fået skåret mere end en tredjedel af sin børsværdi siden årsskiftet og været ramt af vigende billetsalg efter mysteriet om det forsvundne fly.

Fredag er selskabets aktier faldet med cirka 13 procent.

- Malaysia Airlines er på vej mod den største krise i international luftfartssikkerheds historie. Jeg kan ikke se, hvordan Malaysia skulle kunne komme sig som et selskab, siger Oliver McGee, en tidligere ansat hos de amerikanske transportmyndigheder.

En ansat hos Malaysia Airlines fortæller grædende til Reuters, at det er svært at forstå, at selskabet kun fire måneder efter MH370's forsvinden igen er ramt af en ulykke.

- Du kan ikke forstå, hvor drænende og følelsesmæssigt, det er. Der er ingen, der helt forstår, at det sker igen. Vi gennemgår alle de samme følelser endnu engang, siger han.

Der var 239 personer om bord på MH370, som ikke er fundet efter dets forsvinden 8. marts. Torsdag 17. juli omkom 298 personer, da MH17 styrtede ned i Østukraine - angiveligt efter at være blevet skudt ned.

/ritzau/Reuters