IBC-elever dyster mod erhvervsfolk og lærere

Skrevet af Elo Christoffersen

18/11/2013

Mest læste i dag

Fire elever fra 3. år på handelsgymnasiet på IBC i Kolding har netop vundet landsfinalen i virksomhedsspil. De fire lagde ganske enkelt den bedste økonomiske strategi for en fiktiv virksomhed med det formål at skabe det største overskud.

I morgen, tirsdag. får de lokale erhvervsfolk i Kolding sammen med lærere på HHX chancen for at vise, at de er lige så gode til at præstere overskud i en virksomhed.

Samtidig med at borgerne sætter krydser ved kommunal- og regionsvalget, og de lokale politikere går rundt og spekulerer på, om de har ført den strategisk bedste valgkamp, skal ni hold bestående af 3. års HHXC-elever og erhvervsfolk/lærere bruge en formiddag på at tænke i de bedste virksomhedsstrategier.

For hvert kvartal skal holdene træffe beslutninger om blandt andet hvilken pris, markedsføringsindsats, produktion og rationaliseringstiltag der skal gælde for deres virksomhed.

BusinessCombat 2013, der afvikles i IBC´s lokaler på Tvedvej, er arrangeret af Jyske Bank og revisionsfirmaet KPMG i Kolding. Den grundlæggende idé er at samle lokale handels- og erhvervsfolk samt elever og lærere fra HHX til en venskabelig faglig dyst omkring et professionelt IT-baseret virksomhedsspil.

De deltagende elev- og erhvervshold konkurrerer på lige fod mod hinanden om at være bedst til at starte og drive en fiktiv virksomhed over en periode.

Ønsket med det nye lokale initiativ er at styrke det lokale skoleerhverv samarbejde samt udbygge netværket blandt de lokale virksomheder og butikker. Mere end 400 virksomheder i Danmark har deltaget på kurser med virksomhedsspillet hos BusinessCombat’s tekniske arrangør, Welcome Management.

Deltagerne mødes klokken 8.10, og spillet varer til cirka 11.50. Efter en kort gennemgang af spilforløbet uddeles præmier til de vindende hold inden BusinessCombat Kolding sluttes af.