IBC-elever i skarp økonomidyst

Når 24 elever fra studieretningen Økonomi og Ledelse den 11. september sætter sig til rette rundt om bordene i små grupper i lokale 128, et af auditorierne på IBC, får de en unik mulighed for at drible praktisk rundt med al den teoretiske viden omkring virksomhedsøkonomi, som de har fået igennem de sidste to år.

De seneste fem år har en 3. års klasse på handelsgymnasiet på IBC i Kolding fået mulighed for at deltage i et særligt virksomhedsspil, som er udviklet af Keld Nørgaard fra Welcome Management specielt for medarbejdere i danske erhvervsvirksomheder, der ikke har ledelsesfunktioner.

I samarbejde med revisionsfirmaet KPMG afvikles spillet hvert år på en lang række skoler landet over med henblik på at finde det skolehold, der kan præstere den bedste økonomiske styring og ikke mindst det bedste overskud for en fiktiv virksomhed.

Det primære formål med virksomhedsspillet er at give deltagerne et virkelighedsnært indtryk af, hvordan en moderne erhvervsvirksomhed fungerer. Holdvis får deltagerne mulighed for at prøve at styre hver sin virksomhed i direkte konkurrence med hinanden.

På den måde oplever eleverne på en spændende måde de økonomiske og samfundsmæssige muligheder og begrænsninger, som moderne virksomheder arbejder under på et konkurrencepræget marked.

Mere målrettet studievalg

Det er lektor Poul Erik Buchhave, der sammen med spiludvikler Keld Nørgaard styrer slagets gang, når spillet starter om morgenen. Hvert hold får til opgave at styre en fiktiv virksomhed over et antal regnskabskvartaler.

Der skal arbejdes med produktudvikling, marketingsbudgetter, investering i automatisering og effektivisering af produktionsapparatet. Der bliver kæmpet koncentreret og hårdt dagen igennem, og det er lærerigt, mener Poul Erik Buchhave.

- Eleverne får god indsigt i, at verden ikke er så enkel, som teorien viser – den er mere kompliceret. Eleverne får deres teoretiske viden sat i spil , og så finder de ud af hvor mange ting de kan, og hvor mange ting de har forståelse for. Desuden oplever jeg, at nogle elever bliver mere målrettet i deres valg af videregående studier og naturligvis også i den efterfølgende jobsøgning, forklarer Poul Erik Buchhave.

Når virksomhedsspillet skydes i gang på IBC i Kolding den 11. september vil syv hold kæmpe mod hinanden – de seks hold udgøres af eleverne i klassen, det syvende hold består af tre revisorer fra KPMG, der vil tage kampen op mod eleverne. Og det er langt fra givet på forhånd, hvem der præsterer det bedste resultat, fastslår Poul Erik Buchhave.

- Sidste år deltog der også et hold revisorer fra KPMG, men det var et af elevholdene der vandt efter dagens dyst, slutter han.

Se billeder nedenunder...

Dagens Gossip