IC Companys tror på øget indtjening næste år

Den danske tøjgigant IC Companys rammer stort set plet med sine årsresultater for 2012/2013 i forhold til egne forventninger

Det blev til en omsætning på 3,314 milliarder kroner, en smule over det interval mellem 3,25 og 3,3 milliarder kroner, som koncernen tidligere har meldt ud.

Resultatet af den primære drift skuffede dog lidt. Her blev resultatet på 157 millioner kroner. Her havde IC Companys selv forventet et resultat mellem 170 og 200 millioner kroner. Det lavere resultat skyldes dog engangsomkostninger på 38 millioner kroner i andet kvartal.

Øget indtjening næste år

IC Companys forventer, at der er bedre tider på vej og skriver i sit regnskab, at der er udsigt til øget indtjening i næste regnskabsår. Det siger koncernens nye topchef, Mads Ryder, der for mindre end en måned siden afløste tidligere koncernchef, Niels Mikkelsen.

»Koncernens strategi er på plads, og målet er klart. Indtjeningen skal øges. Vores Premium brands, som alle har store potentialer, skal fortsætte den ekspansion, de er i gang med, og i Mid Market segmentet skal der fokuseres stærkere på indtjeningsevnen i kernemarkederne,« skriver han i en regnskabsmeddelelse og fortsætter:

»Jeg ser frem til at stå i spidsen for IC Companys og til at realisere målsætningen om en forbedret indtjening fremover.«

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der betales udbytte på 33 millioner kroner, svarende til 2,00 kroner per aktie.

Ledelsen påregner endvidere at udlodde 100 millioner kroner i løbet af regnskabsåret 2013/14 som enten aktietilbagekøb og ekstraordinært udbytte.

Dagens Gossip