Id-kontrol i Kastrup Lufthavn bestod sin prøve i myldretiden

Skrevet af admin

04/01/2016

Mest læste i dag

Det første syn, der møder de togrejsende, når de træder ned på perron 1 i Københavns Lufthavn på deres vej mod Sverige, er en lang række Securitas-vagter i gule veste, der står klar til at tjekke og skanne de rejsendes id.

Klokken er 16.30 på dagen, hvor den svenske id-kontrol er trådt i kraft, og det er her midt i myldretiden, at de 150 vagter fra sikkerhedsfirmaet Securitas skal bestå deres prøve og få de rejsende så nemt og hurtigt igennem kontrollen som muligt.

Og det ser ud til at lykkes. I hvert fald er der fortsat adskillige sluser ledige, og de kaotiske tilstande og lange kødannelser, som blandt andre flere pendlere havde frygtet, udebliver.

32-årige svenske John Stevens, der bor i Hyllinge i Sverige og arbejder som pølsemand i København, er positivt overrasket.

- Jeg havde frygtet, det ville være meget værre, og at der havde været mange flere mennesker, men det er gået ret hurtigt og helt uden problemer, siger han.

Det er ligeledes en tilfreds trafikinformationschef fra DSB, som Ritzau møder på perron 1 i eftermiddagsmyldretiden.

- Det setup, vi har lavet herude i lufthavnen, har betydet, at kunderne hurtigt har kunnet komme fra det spor, hvor de skal skifte, til sporet videre mod Sverige, siger Tony Bispeskov.

DSB havde på forhånd oplyst om, at der ville være en forlænget rejsetid på mellem ti og 30 minutter. Tony Bispeskov konkluderer dog efter godt 16 timer med id-kontrol, at langt de fleste rejsende er sluppet med ti minutter.

Der har også været tilfælde, hvor folk ikke har haft lovpligtig id med, og de derfor er blevet afvist, fortæller han.

- Vi spørger ikke ind til deres status - altså om hvorvidt de er flygtninge eller migranter, eller om de simpelthen bare glemte deres id, da de tog hjemme fra i morges, siger Tony Bispeskov.

Han mener, det endnu er for tidligt at konkludere, om der er noget i forbindelse med kontrollen, der skal ændres de kommende dage.

/ritzau/