Ida Corr giver opsang til brokkerøvene

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

Hendes stærke stemme satte Danmark på verdenskortet, da hun sammen med den hollandske DJ Fedde Le Grand fyldte klubbernes dansegulve med "Let Me Think About It" i 2007.

Årelange turnéer, to sæsoner som X-Factor-dommer, flere albums og et selvstartet pladeselskab senere stod Ida Corr med en søn på armen og kunne mærke, at det var tid til at tage en pause fra musikræset. Men nu er sangerinden tilbage efter to år, hvor hun ikke har sunget en tone.

- Min nye single "Down" er en opsang - blandt andet til mig selv. For selv om noget føles rigtigt, er vi så gode til at brokke os over de små fejl, der følger med, forklarer 38-årige Ida Corr.

Ifølge sangerinden skal vi alle lære at acceptere, at man skal kæmpe for det, der betyder noget - både i kærlighed og alt andet, vi gør her i livet. Den nye sang handler derfor også om tålmodighed og om at tage de positive briller på.

- Den skal huske mig på, at jeg ikke skal nedgøre noget eller træde på det, bare fordi det ikke giver mening for mig lige med det samme. Hvis man kigger grundigt nok på noget, er der altid positive sider, siger Ida Corr.

Den lange tænkepause har gjort Ida Corr mere bevidst om, at hun skal følge sommerfuglene i maven og gøre det, der føles godt. Sangerinden slår derfor én ting fast: hun er ikke bange for klichéer, for hun synes, at der er masser af sandhed i dem.

- Jeg er ligeglad med, om folk siger, at jeg ikke kan synge om at kæmpe for kærligheden. Fuck det, jo jeg kan. Det er jo sådan, jeg har det, smiler Ida Corr.

Den dansk-gambiske sangerinde med rødder i Aarhus er holdt op med at prøve at definere sig selv med kun én lyd.

Efter en god omgang selvreflektion er det nemlig gået op for hende, at hendes lyd ændrer og udvikler sig hele tiden - og at hun sagtens kan give den gas ligesom divaen Aretha Franklin på et nummer og være reggaepige på et andet.

- Jeg har lyst til at sætte en streg i sandet mellem den Ida, jeg var, før jeg holdt pause, og den Ida, jeg er nu. Det var dengang. Nu starter jeg nærmest som en ny kunstner, føler jeg, siger Ida Corr.

Ida Corr er i øjeblikket i studiet for at indspille sit nye album. Hendes nye single "Down" udkommer i dag.

/ritzau/FOKUS