Idræts-Danmark i positionskamp om støtte-kroner

Doping-organisationens navn optræder 260 gange i aviserne de seneste to år, men halvdelen af gangene ligger inden for de seneste seks måneder. Og tendensen er endnu mere udtalt i de elektroniske medier, hvor hele 220 af 269 'Anti Doping Danmark'-hits falder det seneste halve år.

Direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik H. Brandt, fortæller, at han ikke selv har bemærket ADDs større eksponering på det seneste. Men han kan godt forestille sig, at det forholder sig sådan. For der har været store dopingsager på det seneste. Og så har ADD og alle andre nationale idrætsorganisationer, der er modtagere af tipsmidler, en klar interesse i at positionere sig lige nu.

- Der er ingen tvivl om, at alle, der får tipsmidler, er optaget af for det første at vise, at de gør det godt for de midler, de får og for det andet, at de måske kunne gøre det endnu bedre, hvis de fik nogle flere midler. Der er sådan en positionskamp, der kører nu, hvor det handler om at være synlig i forhold til offentligheden og politikere osv, siger Henrik H. Brandt.

Han forklarer, at denne positionskamp står på blandt modtagerne af tipsmidler, fordi der er sat en udredning af idrættens struktur og økonomi i gang af regeringen i november sidste år. Heri står følgende på Kulturministeriets hjemmeside (kum.dk):

- Formålet med udredningsarbejdet er at gå idrætsområdet efter i sømmene, så politikere og idrætsorganisationer får et godt grundlag for at kunne træffe beslutninger om, hvordan idrætten skal organiseres og finansieres i fremtiden.

Det handler med andre ord om at vise, hvad man dur til og hvor meget, offentligheden får for de tildelte penge.

- Det er klart, at det er hjerteblod for mange af dem, der får tipsmidler. Det er det, der fylder mest strategisk i alle de nationale organisationer, fordi de får tipsmidler, vurderer direktøren for Idrættens Analyseinstitut.

Han tror dog ikke, at ADD som sådan har taget en beslutning om at være mere synlig. For trods positioneringen i forhold til regeringens udredningsarbejde, har aktuelle dopingsager også fyldt meget.

- Dels i forhold til, hvordan vi skal bekæmpe motionsdoping og brug af anabole steroider i den almindelige befolkning, dels i forhold til efterdønningerne efter Lance Armstrong, Michael Rasmussen og nu også Rolf Sørensen. Der er en naturlig interesse for, hvad det fører med sig, for de afhøringer, der har været og for, hvordan de reagerer på dem. Og kommer der flere sager? Det er der mange, der spørger ADD om og måske også sætter dem under et vist pres for at levere noget, mener Henrik H. Brandt.

Dagens Gossip