Idrætsforening i Lemvig skal drive skolefritidsordning

Som den første kommune i landet overlader Lemvig Kommune hele driften af en skolefritidsordning til en lokal idrætsforening. Det sker, når Lemvig Byråd i dag onsdag ventes at godkende en partnerskabsaftale med Tangsø FS om drift af en ny SFO i Bækmarksbro.

Kommunen fik ideen i forbindelse med en omstrukturering af skole- og pasningstilbuddene, som i august 2013 fører til åbning af en nyrenoveret folkeskole og en nybygget børnehave i Bækmarksbro.

- Vi vil gerne bevare en decentral struktur med flest mulige funktioner lokalt, men er udfordret af et faldende børnetal. Det fik os til at tænke i alternative baner og overveje, om vi ikke kunne udnytte, at vi har et stærkt foreningsliv. Hvis samarbejdet, som vi håber, viser sig at være en god ide, håber vi at kunne bruge det som udgangspunkt for lignende ordninger andre steder i kommunen, siger borgmester Erik Flyvholm, Lemvig Kommune.

Der blev derfor taget kontakt til den lokale idrætsforening, Tangsø FS, som i forvejen tager et stort ansvar for udviklingen i Bækmarksbro og blandt andet driver det lokale idrætscenter, der tilbyder morgenmotion og forskellige valgfag for skolens elever.

Foreningen har også i en lang årrække drevet en lokal fritidsklub for 10-14 årige. Den integreres i den nye SFO, der skal være et fritidstilbud til alle børn i 0.-9. klasse. 55 børn ventes at tage imod tilbuddet.

- Vi føler et lokalt ansvar og vil gerne gøre noget for at beholde en skolefritidsordning i byen. Det betyder også noget for foreningslivet, at vi kan holde børnene i lokalområdet, siger Kim Jørgensen.

Han er formand for Tangsø FS, som nu skal i gang med at finde en leder til den nye institution. Ifølge partnerskabsaftalen med Lemvig Kommune er idrætsforeningen forpligtiget til at ansætte en daglig leder med en pædagogisk uddannelse. Aftalen indebærer blandt andet også, at kommunen yder et årligt driftstilskud på én million kroner.

Såkaldte idræts-SFO'ere, hvor idrætsforeninger ofte bidrager til fritidstilbuddene, er efterhånden udbredt over hele landet, men det er første gang, at en kommune tager skridtet fuldt ud og overlader hele institutionen til en privat forening.

Dagens Gossip

Dagens TV