Idrætshallen byder på mere sund mad

Sundere mad vinder frem i landets idrætshaller og fortynder frituredunsten. Det viser erfaringerne fra projektet Sundere Mad i Idrætslivet (SMIL).

Erfaringerne bakkes op af en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse gennemført i 383 idrætshaller og 82 kommuner.

I undersøgelsen svarer 74 procent af hallerne, at de har bevæget sig mod et sundere udbud af mad. 52 procent er positive. Hos de, der er negative eller både positive og negative, er det især økonomi og dårligt salg, der er årsagen.

Over halvdelen svarer, at de sunde ændringer er gennemført, fordi forpagteren i hallen ønsker det. 28 procent har lavet ændringer efter ønsker fra kunderne, mens 32 procent ønsker at tiltrække nye målgrupper.

Hver femte idrætshal har ikke taget nogen skridt i sundere retning. Hver fjerde af dem ville gøre det, hvis de fik økonomisk støtte fra kommunen, mens 18 procent ville gøre det for at tiltrække nye kunder.

Projekt SMIL startede i januar 2012 med millionstøtte fra Nordea-fonden. 30 idrætshaller er udvalgte deltagere, der skal gøre op med, at idrætshaller forbindes med fede franske hotdogs og sød slush ice.

Projektets parter holder onsdag en national konference i København om sundere mad i idrætslivet.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S), der deltager, er glad for opbakningen til SMIL-projektet.

- Der skal en fælles indsats hos både haller, kommuner og kunder for at ændre kulturen i idrætshallerne. Det er vigtigt, at det sunde alternativ altid er til stede i idrætshallerne, så det hurtige ikke bliver lig med det usunde. En travl hverdag kan sagtens være sund, siger ministeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip