Idrætsprofessor: DBU har medansvar for Fifa-krise

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Union (DBU) har historisk set gjort for lidt for at slå ned på korruptionen i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Det mener Hans Bonde, professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, som er betænkelig ved præsidentvalget i Fifa og DBU's håb om en bedre fremtid.

- Jeg synes, det er utroligt naivt med DBU's optimisme. Især fordi DBU har en lang historie, hvor man har set igennem fingre med Sepp Blatters korruptionssager.

- DBU har et medansvar for, at denne korruption har kunnet accelerere, og at der ikke er blevet ryddet ordentligt op tidligere, siger Hans Bonde.

Ifølge professoren har DBU i alt for mange år forsvaret den nu afgående Fifa-præsident, Sepp Blatter, på trods af anklager om korruption og magtmisbrug. Det er først i den seneste tid, at DBU har reageret kritisk nok, mener Hans Bonde.

Jesper Møller, som har været DBU-formand siden 2014 og næstformand siden 2004, har fredag ikke haft tid til at svare på Hans Bondes kritik, men tidligere på ugen sagde han følgende til Politiken:

- Det er let at pege bagud. Det vil jeg ikke gøre. Men jeg vil gerne tage ansvar for den tid, jeg har været formand. Og der har tingene set underlige ud i Fifa.

Syv kandidater har meldt sig på banen til at overtage Blatters præsidentpost, og de er lige nu i gang med at indlede valgkampen.

Indtil videre kæmper tre kandidater fra Europa om at blive Fifas næste præsident.

Det er Uefas suspenderede præsident, franske Michel Platini, landsmanden Jerome Champagne samt schweizeren med italienske rødder Gianni Infantino, der er nuværende generalsekretær i Uefa og Platinis højre hånd.

Prins Ali Bin Al Hussein fra Jordan, sydafrikaneren Tokyo Sexwale, Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain samt Liberias Musa Bility stiller også op ved valget 26. februar 2016.

Hans Bonde peger på, at en af årsagerne til korruptionssagerne i Fifa er selve strukturen - mere end der er personerne.

- Valget vil overhovedet ikke ændre noget. Man vil se korruption i fremtiden også. Det er systemet, der skal ændres.

- For vi er på vej derud, hvor verdensfodbolden er ved at knække indefra. Fifa bør sættes under administration. FN, EU og andre overnationale kræfter skal stille krav til Fifa, så der kan blive ryddet op, advarer han.

/ritzau/