Ifølge valgobservatører var tyrkisk valg præget af vold

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, går styrket ud af søndagens parlamentsvalg, men regeringspartiet AKP's overvældende valgsejr var præget af overgreb på medier, vold og andre sikkerhedsproblemer.

Sådan lyder vurderingen fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, der havde 29 valgobservatører i Tyrkiet for at overvåge, at valget forløb ordentligt.

Men valget var præget af "uretfærdighed" og "frygt" efter en kraftig stigning i volden, lyder det.

Det blev landets største parti, det islamiske AKP, som løb med sejren og opnåede absolut flertal.

Resultatet er en stor sejr for ikke mindst præsident Recep Tayyip Erdogan, der i en årrække var premierminister og leder af AKP, indtil han i fjor blev præsident.

Hans kritikere har beskyldt ham for at have gennemtvunget søndagens valg i et forsøg på at sikre det islamiske AKP et flertal i parlamentet, sådan at partiet kan ændre forfatningen og give præsidenten flere beføjelser.

Det er ikke nogen let opgave, som venter præsident Erdogan og hans regeringsparti.

- Økonomien er elendig, konflikten i Syrien synes at eskalere, og de interne modsætninger er blevet endnu dybere i den seneste tid, siger Paul Levin, chef for Institutet för Turkietstudier ved Stockholms Universitet.

- Bureaukratiet og retsvæsnets uafhængighed er skrumpet og blevet politiseret. Dertil kommer, at mediefriheden er blevet begrænset. Disse institutioner er nødvendige, hvis et demokrati skal fungere, understreger han over for nyhedsbureauet TT.

Levin mener, at konsekvenserne af resultatet kommer til at afhænge af, hvordan AKP vælger at forvalte sejren, og hvordan det prokurdiske HDP vælger at håndtere nederlaget. Både han og mange andre eksperter er overraskede over valgresultatet.

/ritzau/AFP