Igen i år søger rekordmange danskere om julehjælp

Skrevet af admin

16/11/2013

Mest læste i dag

Antallet af danskere, der søger om julehjælp, ser også i år ud til at slå alle rekorder, skriver Kristeligt Dagblad.

- I forhold til de 11.000 henvendelser, vi fik sidste år, forventer vi en stigning på minimum 20 procent.

- Det er den erfaring, vi har fra tidligere år. Det skyldes både den generelle stigning i fattigdomstallene, og at flere bliver bevidste om, at de kan søge, siger Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp, til avisen.

Derfor vil organisationen benytte kommunal- og regionsvalget på tirsdag til at samle ind, så når vælgerne tager på skoler og biblioteker at stemme, vil der stå indsamlere med pengebøsser ved valgstederne.

- Vi gør det, fordi vi bliver nødt til at samle flere penge ind. Alternativet er at gøre hjælpens størrelse mindre for den enkelte, og det gør vi ikke, siger Klaus Nørlem til Kristeligt Dagblad.

Hos Frelsens Hær, Kirkens Korshær, Blå Kors og Mødrehjælpen er meldingen den samme: Antallet af ansøgere til julehjælp har aldrig været større.

- Vi er allerede oppe på cirka 2500 ansøgninger, hvilket er næsten fire gange så mange som på samme tidspunkt sidste år, siger Mads Roke Clausen, som er direktør i Mødrehjælpen, til avisen.

Som noget helt nyt sælger Frelsens Hær kuponer i supermarkeder frem for blot at opstille pengebøsser, eftersom mange danskere ikke længere har kontanter på sig.

Organisationen er kun halvvejs gennem ansøgningsperioden, men det foreløbige tal - 6715 - svarer cirka til det samlede antal ansøgere, man fik for blot fem år siden.

Informationschef Lars Lydholm forventer, at tallet i hvert fald bliver fordoblet. Han peger også på det stigende antal fattige som en del af forklaringen.

- Folk kommer, fordi kommunernes socialforvaltning anbefaler dem at søge hos os. Så man kan sige, at det offentlige har udliciteret den her opgave til os, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/