Ikast-Brande-borgmester vil vippe S-regionskonge af pinden

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Det bliver Ikast-Brandes borgmester, Carsten Kissmeyer (V), der skal forsøge at fravriste socialdemokraten Bent Hansen posten som formand for Region Midtjylland ved næste valg.

Det oplyser formanden for Venstre i Region Midtjylland, Christian Juhl, efter at partiet har holdt opstillingsmøde mandag aften.

Kissmeyer fik 310 stemmer, mens 107 af de fremmødte stemte på modkandidaten, Steen Jakobsen.

Ifølge Christian Juhl skyldes det, at Kissmeyer havde taget flest folk med.

- Det er demokrati, når det er bedst. Så det er godt, konstaterer formanden.

Selv om Bent Hansen har været formand for Region Midtjylland, lige siden regionen blev dannet i 2007, anser Venstre i Region Midtjylland det ikke for nogen uoverkommelig opgave at besejre ham ved næste valg, der finder sted i november næste år.

- Vi vil lægge vores politik frem, og det starter vi på nu. Vi skal til at lave handleplan på, hvad Venstre vil, og det skal vi være klar med ved årsskiftet.

- Vi har været tæt på de sidste to gange, så det er ikke, fordi det er milevidt fra. Chancerne er til stede, siger Christian Juhl.

Ud over formandsposten i Region Midtjylland sidder Bent Hansen også som formand for Danske Regioner, der er en sammenslutning af de fem regioner i Danmark.

Regionernes vigtigste opgave er at drive sygehuse. Der er ingen automatik i, at Bent Hansens eventuelle efterfølger i Region Midtjylland også overtager formandsposten i Danske Regioner.

/ritzau/