Ikast-Brande er igen erhvervslivets yndlingskommune

De har tilsyneladende fat i noget af det helt rigtige i de midtjyske nabokommuner Ikast-Brande, Herning og Hedensted, når det gælder om at give virksomhederne de bedst mulige vilkår.

De tre kommuner fastholder pladserne som nummer et, to og tre på Dansk Industris (DI) liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark - Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse 2014. Andre kommuner bør lære af de bedste, lyder det fra DI's administrerende direktør Karsten Dybvad.

- Vores undersøgelse viser, at kommunerne opnår helt konkrete fordele ved at skabe gode rammer for de lokale virksomheder.

- De tre vinderkommuner er tydelige eksempler på, at en målrettet og systematisk indsats for at forbedre forholdene for virksomhederne giver flere arbejdspladser, siger Karsten Dybvad i en pressemeddelelse.

Det er fjerde gang, at Ikast-Brande Kommune lander i toppen af undersøgelsen, hvor lokale virksomheder blandt andet har vurderet, hvor tilfredse de er med dialogen, servicen på kommunekontoret, trafikforholdene og skatte- og afgiftstrykket.

Ifølge DI har kommunerne i toppen af barometeret tiltrukket flere private arbejdspladser og flere nye virksomheder de seneste tre år, end kommunerne nederst på listen.

- De højt placerede kommuner er kendetegnet ved, at de er serviceorienterede og betragter virksomhederne som kunder. Og at der er kort afstand og et godt samarbejde mellem virksomheder, politikere og embedsmænd, siger Karsten Dybvad.

- Hvis vi kan brede det ud til alle kommuner, vil de danske virksomheder blive mere konkurrencedygtige, tilføjer han.

Igen i år lander Vordingborg på sidstepladsen, Sønderborg er andensidst, mens Helsingør er tredjesidst på listen.

I Lokalt Erhvervsklima 2014 indgår samtlige danske kommuner, bortset fra Læsø og Fanø. Der er dermed samlet 96 kommuner i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse.

Samtidig har virksomhederne en ønskeliste til kommunerne. For femte år i træk efterlyser de bedre trafikforhold, lavere skatter og afgifter og bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Placeringerne findes ved at sammenholde statistiske data med en spørgeskemaundersøgelse til virksomheder i hele landet.

I alt har 6777 virksomheder deltaget aktivt i undersøgelsen. Ifølge DI er der indsamlet mindst 30 besvarelser i hver kommune undtagen Samsø, Ærø, Langeland og Dragør, der har færre besvarelser.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV