Ikea vil kapre Dyne-Larsens kunder

Man kan opfatte det som et »tak for sidst«, når den svenske møbelgigant Ikea nu lægger op til en direkte duel med Danmarks dynekonge Lars Larsen.

I foråret overtog Jysk-koncernen møbelkæderne Idémøbler og Ilva, og topchef Lars Larsen proklamerede dengang, at han ville forsøge at erobre markedsandele fra Ikea.

Som Jyllands-Posten skriver i dag, er svenskerne nu tilbage med et direkte angreb på Dyne-Larsens kerneområder. De vil sælge udstyr til soveværelset og havemøbler i Danmark.

»Vi vil være væsentligt større på salg af udstyr til soveværelset, og det er et område, vi satser meget på. Jysk er størst, og det er naturligt, at vi tager konkurrencen op,« siger Dennis Balslev, der er ny topchef for Ikea i Danmark. 

Svært at slå Jysk på hjemmebane

Topchefen vurderer, at området for havemøbler globalt set er i vækst. Men han anerkender, at det bliver svært at sparke døren til de danske udestuer og soveværelser op, fordi Jysk har siddet på tronen som største leverandør i mange år.

»Jysk har mange butikker, og de er tættere på kunderne. Men vi har et stort og godt sortiment og kan levere samlede løsninger, som er funktionelle. Samtidig kan vi matche Jysk på prisen. Vi besøger jævnligt deres butikker, så vi kan holde styr på priserne,« siger Dennis Balslev til Jyllands-Posten.

Hos Jysk tager man tilsyneladende svenskernes offensiv roligt.

»Det er dejligt, at Ikea synes, at Jysk har så gode tilbud, at et er værd at besøge butikerne. Vi har ikke noget imod konkurrence, og vi skal nok klare os,« siger Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Jysk.

Ekspert: Ikea plejer at få succes

Detailekspert Bruno Christensen forventer, at svenskernes ambitioner vil koste Jysk kunder.

»Når Ikea satser, gør de det fuldt ud, og erfaringen viser, at de får succes,« siger han og henviser blandt andet til, at den svenske koncern på relativt kort tid er den største leverandør af køkkener herhjemme.

Ikea Danmark har fem varehuse og havde ifølge Jyllands-Posten sidste år en salgsvækst på 5,4 procent, så omsætningen landede på 3,2 milliarder kroner. Jysk øgede salget med 4,3 procent sidste år og havde en omsætning på knap tre milliarder fordelt på 95 butikker.

 

Dagens Gossip