Ikke alt er gratis på sygehuset

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Der er fri adgang til lægehjælp i Danmark. Men det betyder ikke, at du med garanti slipper for at finde tegnebogen frem, når du skal en tur på sygehuset.

Ønsker du for eksempel et scanningsbillede af dit ufødte barn eller portørhjælp til at få din afdøde mor i kisten, skal du være klar til at betale. På den måde kræver sygehuse i alle landets regioner betaling for såkaldte "perifere ydelser", der ikke direkte vedrører behandling.

Og det er i orden ifølge sundhedsminister Astrid Krag (SF), der for nylig afviste at gribe ind over for de regioner og sygehuse, der i dag kræver betaling.

- Jeg har ikke åbnet for, at der kan indføres nye gebyr på sygehusene, og det er selvfølgelig helt afgørende for mig, at patienter ikke skal have penge op ad lommen for at blive undersøgt eller få behandling på et sygehus. Men regionspolitikerne har altså mulighed for at lægge gebyrer på enkelte ydelser, som ikke har indflydelse på patientens behandling eller undersøgelser. Den mulighed har de benyttet sig af i årevis – også under den gamle regering – og gør det altså stadigvæk, siger ministeren i en kommentar til Ritzau.

Men det forstår Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, ikke. Hun mener, at regeringen løber fra et løfte om mindre brugerbetaling, og har derfor kaldt sundhedsministeren i åbent samråd, som finder sted torsdag.

- Jeg håber, at vi kan få lidt mere klarhed over, hvad det er, regeringen egentlig mener på det her område. Hidtil har man sagt én ting og gjort noget andet, siger sundhedsordføreren.

Sundhedsministeren har forklaret, at regeringen ikke sætter begrænsninger for brugerbetaling på de "perifere ydelser", fordi sygehusene er forpligtiget til at minimere udgifterne til netop de opgaver.

Formand for Danske Patienter, Lars Engberg, er som udgangspunkt helt imod brugerbetaling på sundhedsydelser, men han bakker op om, at regeringen blander sig uden om. Omvendt er han enig med Sophie Løhde i, at brugerbetaling på sygehuse skal harmoniseres.

- Det er regionerne, der bør sætte sig sammen og prøve at lave en vis ensartethed og få nedskrevet, hvad der er retfærdigt at tage penge for. For i dag er der er indtryk af vilkårlighed, siger formanden.

/ritzau/