Ikke flere undskyldninger: Portugal lover mål mod Ungarn

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

Det portugisiske landshold må slide hårdt for scoringerne ved fodbold-EM, hvor 50 afslutninger blot er resulteret i et enkelt mål.

Men i den sidste gruppekamp mod Ungarn onsdag aften kommer der langt om længe gang i målscoringen, lover holdets eneste målskytte i turneringen, Nani.

- Vi kan ikke blive ved med at komme med undskyldninger om, at bolden ikke vil ind, siger Fenerbahce-spilleren.

Senest spillede Portugal 0-0 mod Østrig i en kamp, hvor Cristiano Ronaldo blev den store skurk ved at sende et straffespark på stolpen i slutfasen.

- Vi spillede godt, og vi var overlegne mod et meget stærkt hold. Vores tid kommer, og det bliver i den næste kamp, hvor alle vores skud går i mål, siger Nani.

Med kun to point efter de to kampe mod Island og Østrig skal Portugal vinde mod ungarerne for at være sikker på at avancere fra den resultatmæssigt jævnbyrdige gruppe.

Endnu en uafgjort kamp vil bringe portugiserne i problemer, fordi det langt fra er sikkert, at tre point vil række til en plads i ottendedelsfinalen.

- Vi tænker slet ikke på uafgjort, sådan er vores mentalitet ikke, og det ville ikke afspejle kvaliteten på vores hold. Vi skal selv håndtere situationen og vinde den sidste gruppekamp. Det er jeg sikker på, vi gør, siger midtbanespilleren Adrien Silva.

Før sidste spillerunde fører Ungarn med fire point efterfulgt af Island og Portugal, der hver har to, mens Østrig ligger nederst med et enkelt point.

/ritzau/Reuters