Ikke længere tvunget til salg

Tre uger, tre kampe og tre sejre senere er meldingen en anden. Den historisk gode sæsonstart og førstepladsen i Superligaen betyder, at der er udsigt til øgede indtægter fra andre kanter, og at spillersalg ikke længere er tvingende nødvendigt.

- Alle klubber er i det dilemma med, at økonomien skal hænge sammen, mens resultaterne skal være så gode som muligt. Den balance vurderer vi også hele tiden. En del af overvejelserne er i den forbindelse også, at den gode start, vi har fået i Superligaen, bringer nogle andre ting med sig. Tv-pengene stiger, der kommer flere mennesker på stadion, sponsorindtægterne vokser og så videre. Derfor er vi ikke lige så tilbøjelige til at sælge spillere nu, som vi har været, siger Claus Steinlein.

Andersson skal ingen steder

Den udmelding vil glæde Glen Riddersholm, der efter fredagens sejr over Sønderjyske nedtonede jubeloptimismen ved at minde om, at transfervinduet stadig kunne ændre meget, men at han håbede på at kunne holde på de spillere, der lige nu præsterer så flot. Tilmed nærmer Claus Steinlein sig udstedelsen af en garanti for, at den centrale midtbane beholder sin rutine.

- Danny (Olsen, red.) og Petter (Andersson, red.) skal ingen steder. Danny skifter til AGF om et halvt år, men indtil da skal han spille centralt hos os. Vi har også Marco Larsen, men han er stadig ung og skal vænne sig til Superligaen, og der er det vigtigt, at han har spillere som de to at læne sig op ad, siger Claus Steinlein, der dog ikke vil afvise, at der trods den svindende nødvendighed stadig kan ryge en eller to spillere.

- Vi hentede Eyjolfur Hedinsson og Patrick Banggaard, fordi vi forventede at sælge et par spillere. Nu har vi solgt Mads Albæk, så det kan da stadig godt være, at vi sælger en eller to spillere, men selv om jeg med hånden på hjertet kan sige til dig, at vi ikke har nogen bud, så kan der i morgen sagtens komme et tilbud, som jeg så arbejder hele dagen på. Sådan kan det gå stærkt. Men vi er bare ikke tvunget til at sælge, som vi vil være, hvis alt falder sammen, og vi ligger nummer 10. Så skal vi i hvert fald sælge, siger Claus Steinlein.

Tre gange per sæson (efter 11., 22. og 33. runde) bliver tv-pengene fordelt på baggrund af blandt andet klubbernes placering, og her er forskellen på afkastet ved at klare sig godt og dårlig ganske markant. En førsteplads indbringer i omegnen af ni mio. kr., mens en sidsteplads blot giver en lille halv million.

Dagens Gossip

Dagens TV