Ikke lutter venskab til banko: Du kan bare fise hjem

Der kan måske stilles et spørgsmålstegn om ”Vennernes Hus” på Søndermarken i Vamdrup nu også lever op til sit navn. I hvert fald er der ikke lutter venskab mellem Gabriela Rottenberg-Hald, fra Bastrup Skovvej i Bastrup, og formanden for bankoforeningen VOSF, Aage Petersen, Jels, skriver Vamdrup Netavis.

Gabriela Rottenberg-Hald er bestemt ikke tilfreds med, at formanden har borvist hende fra ”Vennernes Hus” og nægtet hende at spille banko ved foreningens bankospil til trods for, at hun har betalt sit medlemskontingent:

- Jeg blev bortvist, bare fordi jeg, som frivillig hjælper, ikke ville udføre frivilligt arbejde, på tidspunkter, hvor der spilles banko, fordi jeg gerne vil spille med, fortæller Gabriela Rottenberg-Hald til Vamdrup Netavis:

Og hun er både vred og ked af den behandling, hun har fået. Ikke mindst fordi hun kan lide at være i huset på Søndermarken sammen med vennerne, og fordi hun kan lide at spille banko:

- Jeg vil meget gerne hjælpe som frivillig, men bare ikke på tidspunkter, hvor der spilles banko. Men da jeg sagde det til Aage Petersen, blev han meget vred, og ophidset, fortæller Gabriela.

Hun fortæller, at Aage Petersen blev så vred og ophidset, så det føg med grove skældsord ud over hende. Så grove, at de ikke kan gengives her:

- Og da jeg så ville købe kort bare for at spille med som almindelig medlem, blev jeg afvist af formanden med ordene: ”Du må ikke spille i aften, du kan bare fise hjem”.

Solstrålehistorie: Reddede 70-årig mands liv med hjertemassage

Gabriela Rottenberg-Hald er ikke hvem som helst. Hun har været frivillig hjælper ved VOSF’s bankospil gennem længere tid og har været medlem af foreningens bankoudvalg i ti år. Og da hun har et gyldigt og betalt medlemskort vil hun fastholde sit ret til at spille banko sammen med vennerne.

- Og jeg er desværre ikke den eneste, der har været udsat for verbalt overfald fra Aage Petersens side, hvis noget ikke lige passet ind i hans kram. Men dem, det er gået ud over, har blot ikke turdet fortælle det - eller gøre noget ved det - sikkert i frygt for, at det skulle gå dem lige som mig, Men han skal ikke tro at han sådan lige kan lukke munden på mig, siger en vred Gabriela Rottenberg-Hald fra Bastrup Skovvej.

Han fortryder intet

Jeg erkender, at jeg blev rigtigt godt gal denne aften og skældte hende godt og grundigt ud. Der var to på ferie og en var syg fra bankoudvalget, og så kommer hun pludselig og siger, at hun ikke vil hjælpe med afvikle spillet. Det er også rigtigt, at jeg herefter bad hende om at forsvinde omgående. Men jeg mener ikke, at der var tale om et verbalt overfald.

Sådan lyder forklaringen fra formanden for VOSF, Aage Petersen. Og han fortryder intet.

Aage Petersen erkender også, at Gabriela havde gyldigt medlemskort den aften han smed hende ud:

- Men det har hun ikke mere. Kortet løb nemlig ud her 1. oktober, Og hun får det nok ikke fornyet. Jeg har simpelthen ekskluderet hende. For det er langt fra første gang, der har været vrøvl og besvær med hende”, siger Aage Petersen.

Læs også: Dohrmann er blevet medlem af Folketingets Kommunaludvalg

Og han mener, at han er i sin gode ret, til det han har gjort. Også at han egenhændigt, har lov til at ekskludere et medlem:

- Jeg har været formand for foreningen i 28 år, og det er første gang jeg har ekskluderet et medlem. Så jeg må jo ikke være helt umuligt at have med at gøre, siger han videre.

På spørgsmålet om eksklusionen af Gabriela Rottenberg-Hald er endegyldigt, eller om hun kan melde sig ind i foreningen som almindeligt igen for at spille banko, som hun så gerne vil, svarer Aage Petersen:

- Det forhold har vi allerede diskuteret frem og tilbage. Hvis der måtte komme en sådan henvendelse fra hende, så tager vi det til drøftelse i den samlede bestyrelse.

Du afviser altså ikke et nyt medlemskab for Gabriela?

- Nej, men som sagt, det er noget bestyrelsen må afgøre, slutter Aage Petersen, formand for Bankoforeningen VOSF i Vamdrup.

Dagens Gossip